Forsker i bibliotekernes betydning for din trivsel
Randers Bibliotek indleder i foråret 2024 et stort forskningsprojekt i samarbejde med Aarhus Universitet og bibliotekerne i Viborg og Holstebro.
Over hele Danmark engagerer danskerne sig i en bred vifte af aktiviteter på deres lokale biblioteker som fælleslæsning, foredrag og workshops - og noget tyder på, at det kan have en markant indflydelse på deres trivsel. Det skriver Randers Bibliotek i en pressemeddelelse.
På Randers Bibliotek er observationerne særligt positive. Her rapporterer borgerne om øget velvære og livskvalitet efter deltagelse i bibliotekets kulturelle og sociale arrangementer.
»Borgerne fortæller os ofte, hvor glade de bliver af at deltage i vores aktiviteter. Det kan både være fællesskabet, den gode stemning og smil og grin, som får dem til at føle sig godt tilpas. Det er tegn på, at brugerne har det godt, når de deltager i vores tilbud,« fortæller projektleder Mai Kordelin Paulsen fra Randers Bibliotek.
Det nye forskningsprojekt er designet til at kaste lys over sammenhængen mellem biblioteker og øget trivsel. Formålet er at bruge den nye viden til at skabe et endnu stærkere bibliotekstilbud på tværs af hele landet.
Bibliotekerne i Randers, Viborg og Holstebro samarbejder med lektor Hans Henrik Knoop fra Aarhus Universitet og det Nationale Videncenter for Positiv Psykologi, som bidrager med sin ekspertise og en forskningsbaseret vinkel på fænomenet trivsel.
»Vi mangler en videnskabelig viden om, hvorfor og hvordan biblioteker kan være en kilde til øget trivsel. Samarbejdet med Hans Henrik Knoop vil hjælpe os med at fylde dette hul i vores viden, så vi forsat imødekommer vores borgers behov i fremtiden ud fra kvalificeret viden og indsigt,« fortæller Mai Kordelin Paulsen.
Projektet forløber frem til udgangen af 2026, hvor bibliotekspersonalet bliver klogere på, hvordan det moderne folkebibliotek spiller en vigtig rolle i menneskers liv - og ikke mindst, hvilke behov borgerne har.