Mikroskopisk valgdeltagelse
Fire nye stemmer valgt til AquaDjurs’ bestyrelse af forbrugerne. En stemmeprocent på blot fire pct. fortæller med tydelighed, at det kniber med engagementet hos forbrugere.
Fire nye repræsentanter er valgt til AquaDjurs’ bestyrelse, der skal guide selskabet i dets rolle med at rense spildevand på Djursland og udvikle vandforsyningen.
Tina Lykke Andersen, Allingåbro og Gunnar Sørensen, Vrinners, opnåede flest stemmer til kundevalget, og de er dermed sikret bestyrelsesposten i knapt 4 år frem til næste kundevalg.
Svend Astrup (Formand for Kolind Vandværk) og Søren Harbo Jensen fik næstflest stemmer, og de sidder derfor med frem til næste byrådsvalg, hvorefter bestyrelsen reduceres fra 18 til 12 medlemmer.
De udtræder til nytår 2025 og bliver til den tid suppleanter.
Peter Wilhelm Malbæk, Bjarni Ravn Stavnbo, Morten Michael Andersen og Bjarne ’Campingfatter’ Richard Nielsen blev valgt som suppleanter for den første periode.
Ultralav valgdeltagelse
4 procent af de stemmeberettigede gennemførte den digitale valghandling. Det er højere end ved sidste kundevalg i Syddjurs Spildevand og på niveau med det seneste kundevalg i det gamle AquaDjurs.
Alligevel rejser en valgdeltagelse på blot 4% spørgsmål om forbrugernes engagement.
Medarbejderne har 4 repræsentanter i bestyrelsen. De har valgt Ulrik Christensen, Kåre Christensen, Vita Glad Petersen og Martin Damgaard, mens Klaus Helweg blev valgt som suppleant. 2 af dem er valgt til bestyrelsen for første gang. Det er Ulrik Christensen og Vita Glad Petersen.
De nye bestyrelsesmedlemmer tiltræder officielt ved AquaDjurs’ generalforsamling 21. maj 2024. Herefter vil formanden og selskabets direktør give dem en grundig introduktion til bestyrelsesarbejdet.
Selvom de er valgt af kunderne eller medarbejderne, skal alle bestyrelsesmedlemmer arbejde i selskabets interesse, når først de er tiltrådt. Det følger af selskabsloven.
Første bestyrelsesmøde bliver et heldagsmøde i juni. Det kommer blandt andet til at handle om det strategiske arbejde med ny spildevandsstruktur.
Vandsam til diskussion
Desuden skal bestyrelsen besøge det i nogens øjne forkætrede Vandsam i Auning, der leverer vand til en del af AquaDjurs’ kunder, og af flere vandværker i Syddjurs betragtes som en gedigen trussel mod driftsøkonomien og fremtidsmulighederne for at sikre forbrugerne konkurrencedygtig vandforsyning.
Især Djurs Vand og Kolind Vandværk, der den 1. oktober 2022 stiftede et nyt vandforsyningsselskab ’Skramsø Vand’, som får til opgave at levere rent drikkevand til de vandværker der ligger i området mellem Ebeltoft i syd og Kolind i nord, hører til kritikerne.
Med Svend Astrups indtog i bestyrelsen vil problematikken ganske givet blive rejst.