Fortsæt til indhold

Når festen stikker af bliver mødrene taget med bukserne nede

I gennemsnit har en konfirmationsfest kostet omkring 30.000 kroner de seneste fem år.

Samfund
jro

Konfirmation er en stor familiefest – og de fleste forældre opdager bagefter, at den er stukket af i pris. I gennemsnit har en konfirmationsfest kostet omkring 30.000 kroner de seneste fem år.

Alligevel mener forældrene til årets konfirmand, at de kan nøjes med lidt over 18.000 kroner.

Det viser en måling, som Norstat netop har gennemført for Sydbank, skriver pengeinstituttet i en pressemeddelelse.

»Og vi kan se, at mødrene er de mest optimistiske forhold til festudgiften. Halvdelen tror, at festen kan holdes for under 10.000 kroner i år. Det skyldes nok, at det kun er et mindretal, der har lagt et festbudget,« forklarer Sydbanks forbrugerøkonom, Ann Lehmann Erichsen, der kan se, at de 25 procent af festværterne, der har lagt et budget, forventer at holde det – de øvrige 75 procent af konfirmandforældrene må forvente et større træk på opsparingen end forventet.

Kontante gaver til konfirmanderne

Gaver fylder meget – for både konfirmanden og giveren. Den aktuelle måling viser, at det er nordjyder, der helst giver pengegaver, men det er pengegaver, der falder flest af over hele landet.

»Lidt overraskende kan vi se, at det stadig primært er kontanter, der bliver givet. Gæsterne synes, det til sådan en fest er lidt trist med en MobilePay-overførsel,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Spørger vi gavegiverne, om pengegaver er personlige nok, svarer tre ud af fire ja. Når det gælder konfirmandens søskende, er det kun halvdelen, der nikker ja til en sammenhæng mellem pengegaver og personligt aftryk.

Store forskelle

Danmark er et lille land, men alligevel er gavemønstret uens landet rundt. Selvom kontanter er nummer et, er der store regionale forskelle.

I hovedstaden er to ud af tre gaver penge, mens penge udgør 85 procent af gaverne i Nordjylland.

I det hele taget falder der vest for Storebælt flest pengegaver. I hovedstadsområdet er mange flere gaver tøj, smykker, elektronik og oplevelser.

Selvom vi taler meget om, at flere unge vil investere, er aktier og værdipapirer fortsat en sjælden gave. Og er man en af de 2 procent, der får aktier i gave, er det som regel farmand eller bedstefar, der står bag denne fornuftsgave.

De unge får, hvad de ønsker sig

Vi giver som regel penge, fordi det er, hvad de unge ønsker sig. Men var vi helt frit stillet, ville der være langt mellem pengegaverne. Så ville vi hellere give oplevelser.

»Jo tættere vi er knyttet, jo flere penge bruger vi på gaven, og for mange er det den dyreste gave, de har givet i deres liv. Vi kan også se, at vi indimellem giver for mange flere penge, end vi har råd til. Det gode hjerte løber især af med mor og med nordjyderne,« forklarer Sydbanks forbrugerøkonom.

I gennemsnit giver hver 10. en større gave, end de egentlig havde råd til.

44 procent er alene om at købe gaven til konfirmanden, mens resten som regel er to om at dele udgifter.

Kusiner og fætre stikker ud, for de er bedst til at gå tre sammen om at splejse til gaven.

Er Gud med til konfirmationen?

Et af de spørgsmål, der blev stillet i undersøgelsen, er ”Betyder det noget for dig, at konfirmanden forstår betydningen af konfirmationen og eventuelt tror på Gud?”

Det svarer over halvdelen af bedsteforældrene ja til og halvdelen af mødrene.

Så konfirmation er ikke bare en helt almindelig fest. Der er også mange tanker bag.