Fortsæt til indhold

Renovering af lejeboliger i Mørke nærmer sig målet

I alt 128 er omfattet af det store renoveringsprojhekt.

Samfund
sra

Første etape af DjursBOs helhedsplan for i alt 128 boliger spredt i en række ældre bygninger følger tidsplanen og forventes klar til indflytning sidst på efteråret, skriver DjursBO i en pressemeddelelse.

Startskuddet til første etape lød ved årsskiftet til 2023, efter beboerne havde vedtaget at gennemføre den gennemgribende helhedsplan, der udmønter sig forskelligt i blandede bebyggelser på Ebeltoftvej, Vinkelvej, Solvangsvej, Spurvestien og senere Præstevænget. Beboerne valgte også at sammenlægge de tidligere små selvstændige afdelinger til en stor.

Ifølge projektleder hos DjursBO Jørn Forslund er der tale om et omfattende og komplekst projekt med stor spændvidde:

»Det er både etplanshuse og etagebyggeri i varierende størrelser, der får den store tur. 22 boenheder, hovedsageligt opført som dobbelthuse i 1945, er helt fjernet og erstattet af nybyggede, moderne boliger. 40 enheder bliver totalrenoveret, og 66 får nye køkkener, hvidevarepakke og badeværelser.«

Jørn Forslund fortæller også, at den samlede anlægssum for den igangværende etape 1 og den efterfølgende etape 2 er på 148 millioner kroner.

Genhusning

De omfattende renoveringsopgaver har betydet, at mange beboere har måttet genhuses eller have midlertidige service-faciliteter stillet til rådighed.

»Det har fungeret rigtig fint, hvor enkelte er tilbudt andre midlertidige boliger, mens de fleste har valgt at bo syv uger i en beboelsesvogn, mens arbejdet i deres lejlighed stod på,« fortsætter Jørn Forslund.

»Mange af beboerne har givet udtryk for, at de har været rigtig glade for de løsninger, vi har tilbudt.«

DjursBO har i hele forløbet fokuseret på, at have et højt informationsniveau.

»Vi valgte at holde informationsmøder for mindre grupper, så alle vidste, hvordan forløbene ville blive, og vi har løbende sendt informationsbreve ud om, hvordan byggeriet forløber.«

Beskeden stigning

De gennemgribende renoveringer fører de ældre og lidt slidte boliger op til en langt mere moderne standard. At projektet har status som en helhedsplan betyder, at beboerne får de store forbedringer for en beskeden huslejestigning.

»Landsbyggefonden er en helt unik ordning, der sikrer, at vi som alment boligselskab har adgang til forskellige attraktive tilskuds- og låneordninger, der gør det økonomisk attraktivt at udvikle og opgradere vores boliger til glæde for beboerne.«

Entreprenørfirmet Jorton har totalentreprisen, mens langt de fleste underentreprenører er lokale håndværksvirksomheder.

»De enkelte håndværkere har et godt samarbejde, og vi har mange tilbagemeldinger på, at beboerne er meget tilfredse med både forløbet og de færdige resultater,« slutter projektlederen.