Fortsæt til indhold

Anne og Liv har en vild idé til landbruget: Nu skal de til middag med det svenske kongepar

Aarhusianske gymnasielever hædres for deres forskerprojekt med at genmodificere planter.

Samfund
ddp

Poul Due Jensen Fonden uddeler hvert år prisen Stockholm Junior Water Prize Challenge til et seniorprojekt, der har vand og bæredygtighed i centrum.

Og det har netop gymnasieprojektet ’Genetisk modificering af planter for øget salttolerance’. Bag projektet står de to 2. g. elever Anne Gammelmark Therkildsen og Liv Kanstrup Arami fra Egaa Gymnasium.

Tirsdag vandt de hæderen ved et stort show i en fyldt Imperial Bio i København, da de var finalister ved Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, fremgår det af en pressemeddelelse.

Den særlige hæder betyder, at de to aarhusianske forskertalenter til august skal til Stockholm for at deltage i Stockholm Junior Water Prize, en stor global konkurrence, som finder sted under World Water Week.

Møder unge fra 30 lande

Her skal de repræsentere Danmark, stå over for en international jury og møde unge fra mere end 30 forskellige lande, der også brænder for at finde bæredygtige løsninger med vand. Vinderprisen overrækkes af Sveriges kronprinsesse Victoria.

Anne Gammelmark Therkildsen og Liv Kanstrup Aramis projekt går ud på at genmodificere planter, så de kan vandes med havvand i stedet for grundvand.

På den måde kan man spare vand og gøre landbruget mere bæredygtigt. Ved at genmodificere bliver planterne også mindre sårbare over for oversvømmelser med havvand i en verden med voldsomme klimaforandringer, og man kan desuden sikre en mere stabil fødevareproduktion.

»Vi er meget stolte over at kunne bidrage med forskerprojekter inden for udviklingen af vandteknologi. Projekter, som måske også kan inspirere og motivere andre til at udvikle bæredygtige løsninger med vand i centrum,« siger programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck.

I år deltog 205 unge i alderen 10-20 år fra hele Danmark i finalen i Forum på Frederiksberg, heraf var de 35 fra Egaa Gymnasium.

Pressefoto