Norddjurs fejrede Letbanen med hornmusik og politikere i gavehumør
Der blev delt morgenbrød og kaffe ud til de morgenfriske pendlere i anledning af Letbanens første fem år mellem Grenaa og Aarhus.
På en flot forårsmorgen og til tonerne fra FDF Grenaas Brassband blev Letbanens 5 års fødselsdag mandag morgen fejret på Grenaa Station.
Også på Trustrup Station blev fødselsdagen markeret.
Borgmester Kasper Bjerregaard, udvalgsformand for Kultur og Fritid, Allan Gjersbøl samt lokalpolitikerne Niels Basballe, Niels Skov Pedersen og Sebastian Grauert delte rundstykker, juice og kaffe ud til alle de morgenfriske borgere og pendlere, der var mødt op, skriver Norddjurs Kommune på Facebook.
Én af dem var Victoria Holmegaard, der glædede sig over markeringen af 5-årsdagen
»Hvor hyggeligt med et fødselsdagsarrangement og dejligt med morgenbrød og juice til turen mod Aarhus. Godt med noget fokus på Letbanen. Jeg tager hver dag turen derind til mit job som kundeservicemedarbejder og er glad for den som transportmulighed,« lød det fra Victoria Holmegaard.
Selv om fejringen skete 29. april, så er 30. april officielt dagen, hvor strækningen mellem Grenaa og Aarhus blev indviet i 2019.
Ifølge Letbanen benytter flere end 20.000 passagerer dagligt banen til at komme på arbejde, i skole, til fest eller noget helt fjerde. Over 25 millioner passagerer har taget Letbanen siden åbningen af den første strækning i 2017.
Første etape gik fra Aarhus Hovedbanegård til Universitetshospitalet i Skejby.
Odder blev næste del af strækningen i august 2018, og så fulgte strækningen til Grenaa i 2019.