Historisk mølle til salg: »Vi er en projektfamilie, så vi skal helst have noget at rykke i«
Efter seks år med omfattende renoveringer og masser af familiefester sælger Lene og Jørgen Bjerregaard nu den gamle mølle.
Nu kan et lille stykke Molshistorie blive dit.
Glads Mølle, en af Femmøllers fire tilbageværende møller, er nemlig sat til salg.
Ægteparret Jørgen Bjerregaard og Lene Dystrup Bjerregaard købte ejendommen tilbage i 2018.
Siden da har de kastet sig over det ene store renoveringsprojekt efter det andet på ejendommen. I den periode har de også brugt ejendommen som samlingssted for deres store familie, der bl.a. tæller fire børn og seks børnebørn.
Derfor er det med en vis mængde vemod, at de nu gør klar til at sige farvel til de idylliske omgivelser på Mols.
Et familiested
5063 kvadratmeter grund med egen sø.
406 kvadratmeter bolig med 11 værelser og 22 sovepladser.
Det skorter ikke på pladsmangel på Glads Mølle.
Det var netop derfor familien Bjerregaard købte ejendommen i sin tid.
»Vi købte det til dels som et sted, vi ville leje ud til sommerhusudlejning, men især som familiested. Vi havde nemlig brug for et sted, hvor vi kunne samles hele familien,« fortæller Jørgen Bjerregaard til Adresseavisen Syddjurs.
Glads Mølle kan spore sin oprindelse helt tilbage til 1200-tallet. Ejendommen er derfor beskyttet, og lægger man det sammen med boligens størrelse, kræver ejendommen selvsagt en masse arbejde.
Alle ungerne har været med og børnebørnene. Når man laver sådan nogle projekter sammen, skaber det et rigtig fint sammenhold og man kan give viden videre til børnene.«Lene Dystrup Bjerregaard
Det var dog ikke en hindring for ægteparret, da de overtog ejendommen i 2018. De har nemlig både formelt og praktisk kendskab til at renovere ejendomme. Lene Dystrup Bjerregaard er uddannet bygningskonstruktør og arbejder til daglig med at renovere ejendomme for boligforeninger og Jørgen Bjerregaard er arkitekt.
»Det var nok også det, der gjorde, at vi turde træde ind i det her. Vi havde næsten lige gjort det samme i vores hus hjemme i Højbjerg, som i den grad var et håndværkertilbud,« fortæller de.
Glads Mølles boligareal er fordelt på tre boliger. Dermed var det et oplagt sted, da der var plads til hele familien, samtidig med, at der også var mulighed for at trække sig tilbage til sin egen afdeling. Samtidig betyder det også, at ejendommen er ideel til udlejning.
»En del af bevæggrunden for at købe møllen var, at vi mente, at hvis vi nu satte det i stand med respekt for det gamle udtryk, så kunne vi tilbyde en anderledes sommerferie til folk.«
Totalrenoveret
Parret købte Glads Mølle af Femmøller Efterskole som på daværende tidspunkt brugte ejendommen som funktionærbolig.
Dermed var ejendommen i brug, men på trods af det trængte den til en kærlig hånd.
»Det krævede en masse arbejde indvendig og samtidig var udeområderne groet fuldstændig til. Det har været en stor mundfuld,« siger Jørgen Bjerregaard.
Selvom det har været et stort arbejde, har familien fået en masse ud af oplevelsen.
»Det var også sjovt. Alle ungerne har været med og børnebørnene. Når man laver sådan nogle projekter sammen, skaber det et rigtig fint sammenhold og man kan give viden videre til børnene,« siger Lene Dystrup Bjerregaard, og bliver bakket op af sin mand.
»Vi er en projektfamilie, så vi skal helst have noget at rykke i. Når vi har trukket vejret efter det ene projekt, er vi dykket ned i det næste.«
Det er netop også derfor, at parret nu har sat møllen til salg.
Hjerteblod
Gennem de seneste seks år har parret blandt andet total istandsat udeområderne. Samtidig har de gennemrenoveret de tre boliger indvendig og indrettet boligerne med second-hand møbler, så det klassiske udtryk går igen over hele linjen.
Selvom det helt store arbejde nu er ordnet, hviler de dog ikke på laurbærrene.
»Nu er vi blevet rastløse. Der er stadig en masse vedligehold. Det går i år med. Dybest set så sælger vi fordi, vi skal have fundet et nyt projekt. Det er sjovt at lave de store ting og grave historien frem,« fortæller Jørgen Bjerregaard.
Hvad det næste projekt bliver ved de dog ikke endnu.
»Måske en kro eller noget. Det må tiden vise,« siger Lene Dystrup Bjerregaard.
»–Men vi bliver jo heller ikke yngre, så det skal også være realistisk,« indvender Jørgen Bjerregaard og griner.
Selvom parret allerede har blikket rettet mod nye udfordringer, så er det med en vis mængde vemod, at de giver møllen videre.
»Det er et stykke hjerteblod vi sælger, så vi vil også gerne have nogle ind, der tager sig godt af det.«
De understreger derfor også, at ejendommen ikke bare skal »skydes afsted«
Den skal ikke bare skydes afsted. Det tager den tid, det tager, siger de.
»Det bed lidt da til salg-skiltet kom op, og man kan ikke undgå at tænke det nu rigtigt, når solen skinner herude på en forårsdag,« siger Jørgen Bjerregaard. »
»Vi er dog ikke i tvivl om, at det næste også bliver godt. Det er en vigtig tanke at holde fast i, men om der går fire år.. Det er helt fint.«