En æra slutter: Forpagteren og direktøren på Fatter Eskil siger farvel efter 30 år
May-Britt Hansen melder ud, at hun og søsteren, der driver spillestedet, nu stopper. Men fremtiden for spillestedet er endnu ikke kendt.
Forpagteren af byens legendariske spillested, Fatter Eskil, siger farvel.
»Tiden er kommet til et farvel. En æra slutter for mit vedkommende,« skriver May-Britt Hansen i et Facebook-opslag.
Søsteren, Rikke Hansen, er direktør og May-Britt Mølgaard Hansen er forpagter.
»Min søsters og min tid med Fatter Eskil når nemlig snart sin ende. Forpagtningen ophører, og vi har derfor sidste åbningsdag med os ved roret søndag 30. juni,« fortsætter hun.
May-Britt Hansen startede som kok hos Fatter Eskil tilbage i 1996 og har været forpagter siden 2003. Maden fylder ikke længere ret meget på stedet, men det gør musikken til gengæld. Og de mange minder, hun kan tage med derfra.
Forpagteren forklarer, at hendes tid slutter nu, fordi det kniber med kræfterne:
»Jeg er meget taknemmelig for de næsten 30 år, jeg har haft min gang og mit virke på Fatter Eskil, men må også erkende, at kræfterne og overskuddet ikke længere er på samme niveau, og at kampen for at holde det kørende har taget meget ud af mig de senere år.«
Avisen har kontaktet May-Britt Hansen, Rikke Hansen og ejeren, Tina Jørgensen, for at få en kommentar, men ingen af dem er vendt tilbage.
Fatter Eskils musikbooker, Julie Reggelsen, svarer, at hun også stopper på spillestedet 30. juni.
Hun er for tiden ved at afvikle 10. runde af Fatter Eskil Prisen. Efter flere runder er der finale på spillestedet 22. juni, hvor årets nye talent kåres.
Julie Reggelsen er glad for, at hun når at afslutte Fatter Eskil Prisen.
Fremtiden er ukendt
May-Britt Hansen skriver i bunden af sit opslag, at hun håber, at nogen vil drive stedet videre:
»Jeg kender ikke Fatter Eskils fremtid for nu, men håber, at der findes nogle ildsjæle med kræfter og visioner derude, som måske vil køre det videre de næste 50 år. Det fortjener den gamle Fatter - og musiklivet i Aarhus!«
Når man bevæger sig en tur gennem Skolegade, går snakken om det 51 år gamle spillested. En gruppe hyggelige herrer sidder i solen udenfor Casino Bar. De har alle hørt, at det faste hold gennem mange år på Fatter Eskil nu stopper. Og de er spændte på, hvad der skal ske med stedet.
»Vi ved ikke, om der er nye kræfter, der vil drive det som spillested, eller om der skal ske noget andet,« siger de og er åbne overfor forandringer.
Flere på avisens vej gennem gaden giver udtryk for, at det er trist, hvis spillestedet lukker. Det har gennem tiden lagt scene til mange store navne og til et væld af begivenheder.
Mads Langer og Jette Torps datter, skuespiller Sofie Torp, er eksempler på kendte navne, der har et særligt forhold til musikstedet. Mads Langer har giftet sig med en af stedets bartendere, og Sofie Torp var fast inventar og sanger ved de ugentlige jam-arrangementer i sine unge dage, før hun blev skuespilleruddannet
May-Britt Hansen håber at se en masse dejlige mennesker til en sidste jam søndag 30, juni.