Aarhus skal hjælpe sårede soldater og civile i Ukraine
Millionbevilling fra Udenrigsministeriet giver mulighed for at understøtte arbejdet med sårede soldater og civile i det krigsramte Ukraine.
Efter mere end to år med krig er Aarhus Kommunes ukrainske venskabsby Lviv blevet et humanitært knudepunkt for mennesker på flugt fra krigen.
Tre gange ugentlig ankommer tog med sårede civile og soldater fra fronten til blandt andet genoptræningscentreret UNBROKEN i Lviv, for at få behandling inden for alt fra amputationer til rekonstruktiv kirurgi, ortopædi og robotproteser.
Aarhus Kommune og Region Midtjylland skal nu hjælpe med det vigtige arbejde, lyder det i en pressemeddelelse.
En bevilling til de to parter på fem millioner kroner fra Udenrigsministeriet skal anvendes til at opbygge lokale kompetencer i Ukraine. Blandt andet via online uddannelse og jobtræning, hvor medarbejdere fra UNBROKEN kan besøge Aarhus for at observere og lære af de danske genoptræningsmetoder.
Samtidig vil eksperter fra Aarhus rejse til Lviv og bidrage med viden og erfaringer direkte på stedet.
»I Aarhus sidder nogle af landets bedste eksperter inden for genoptræning og rehabilitering. Viden og kompetencer, vi meget gerne vil viderebringe lige der, hvor der er behov. Jeg har selv været i vores venskabsby Lviv flere gange og besøgt rehabiliteringscenteret – og vi kan virkelig gøre en forskel for både voksne og børn, der helt bogstavelig talt er berørt af krigen og har brug for vores hjælp,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Fra Aarhus Kommune indgår Ortopædisk Genoptræningscenter og Center for Faldforebyggelse på Marselisborgcenteret i projektet.
»Det er vigtigt, at vi understøtter Ukraine med al den ekspertise, vi har. I Aarhus står vi stærkt med specialistkompetencer indenfor amputations- og protesebehandling, som desværre er stærkt efterspurgte lige nu. I Sundhed og Omsorg har vi allerede sendt brugte krykker, kørestole, plejesenge og rollatorer til Lviv. Nu tager vi næste skridt,« siger Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg.
Fra Region Midtjylland er det eksperter på Aarhus Universitetshospital i Skejby og Hammel Neurocenter, der skal bidrage.