Fortsæt til indhold

Sol, varme og vind gør godt for kolonihaver

Formand for kolonihaveforeningen Fælleskær i Grenaa frygtede halvdelen af husene ville blive sat til salg efter oversvømmelse. Så galt gik det heldigvis ikke.

Samfund

Det var en fortvivlet formand for Haveforeningen Fælleskær i Grenaa, der i dagene lige op til jul kørte en tur i den oversvømmede kolonihaveforening.

Jeg troede, at halvdelene af husene i vores forening ville blive sat til salg, fordi mange ville opgive at have en ave og et hus her. Så galt gik det heldigvis slet ikke
Niels Mikkelsen

Det var stormen Pia, der 20. og 21. december satte flere områder på Djursland under vand - og Fælleskær var hårdt ramt. Stormflod sendte store vandmasser op i Grenåen og videre ind i kolonihaverne ved Kærvej.

Sådan så vejene ud i Haveforeningen Fælleskær, da stormen Pia havde været på besøg. Foto: Niels Mikkelsen

»Jeg troede, at halvdelene af husene i vores forening ville blive sat til salg, fordi mange ville opgive at have en have og et hus her. Så galt gik det heldigvis slet ikke,« siger Niels Mikkelsen, der i otte år har været formand for bestyrelsen i haveforeningen, som i august sidste år kunne fejre 50 års jubilæum. En perle tæt på byen, hvor man kan slappe af og nyde nærheden med naturen - men også med en indbygget risiko for våde fødder og det, der er værre.

Vandet kom alligevel

Da han selv byggede et hus i foreningen for en halv snes år siden, blev det løftet op i en højde, så man troede sig sikker på, at der aldrig ville komme vand op til huset.

»Men det gjorde der så alligevel under stormfloden i december. Den entreprenør, som vi samarbejder med og har stor erfaring med området, sagde da også, at han aldrig havde set det værre med oversvømmede veje og vand i husene,« siger Niels.

Fælleshuset stod under vand. Foto: Niels Mikkelsen

Prognoser viser, at Grenaa by er den næstmest udsatte by i Danmark, når det gælder risikoen for omfattende skader i forbindelse med stormflod og ekstremt vejr. Håbet i kolonihaveforeningerne langs Kærvej er, at en sluse på havnen kan stoppe vandmængderne, når der er risiko for, at der kommer pres på Grenåen.

Går man en tur i området i disse dage, hvor foråret heldigvis viser sig fra sin allerbedste side, kan man godt mærke det svuppe lidt under skoene. Og i formandens have skal man kun et spadestik ned for at møde grundvandet.

»Nu håber vi på en god sommer. Sol, varme og vind har gjort det godt for os,« siger Niels Mikkelsen.

Venter på forsikringen

Fælleskær tæller 101 haver - og der er lige nu masser af aktivitet i området. Nogle bygger og forbedrer deres huse. Andre forbereder sæsonens dyrkning af frugt og grønt. Men der er også en del, som stadig afventer svar fra deres forsikringsselskab på, hvordan skaderne efter stormfloden vil blive dækket.

For dem var det et chok at erfare, at Naturskaderådet i første omgang ikke mente, at Djursland var blevet ramt af stormflod. Og så er der ingen forsikringsdækning.

Men i løbet af et par uger, kom man på andre tanker i rådet - og inkluderede Djursland til Fornæs i nord i området, der var ramt af stormflod.

»Nogle har fået besked om, at forsikringen dækker, men der er også mange, som stadig venter på svar. Forsikringsselskaberne har jo sagt, at det er en stor bunke af sager, som de skal igennem,« siger Niels Mikkelsen.

Gulvet er brækket op i Fælleshuset, hvor man også har fjernet vægbeklædning for at komme ind til den gennemblødte isolering. Foto: Søren Andersen

Et af de hårdest ramte huse i Fælleskær var foreningens eget fælleshus. Huset, som bruges til at samle områdets beboere, til sociale aktiviteter og festligheder.

»Det blev helt oversvømmet. Der stod vel 25 centimeter vand inde i huset og det trængte op i væggene. Så vi var nødt til at fjerne gulve og vægbeklædning - og nu venter vi så på svar fra forsikringen. Måske vil det være bedst at bygge et helt nyt fælleshus et andet sted i området,« siger Niels Mikkelsen.