»Jeg har aldrig kunnet forholde mig til, at man ikke laver noget. Det har jeg altid selv gjort«

»Skal jeg sige dig, hvad jeg tænker? Jeg tænker, at jeg er en lykkens Pampaloni. Jeg har på en eller anden måde altid mødt de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt.«

Den 85-årige Poul Byriel ser sig omkring. Vi sidder på Kvadrat, en tekstilvirksomhed, der har slået rod i Ebeltoft, men hvis grene rækker ud over hele verden, og hvis særkende er stoffer, der er designet af profilerede, internationale designere.

»Jeg er stolt over det,« siger han, der sammen med en god ven Bent Olesen fik idéen til at sælge møbelstoffer i 1965 og i 1968 etablerede aktieselskabet Kvadrat sammen med en anden god ven, Erling Rasmussen, der var salgschef i en tekstilvirksomhed.

»Dengang havde jeg en drøm: Kunne vi komme op på 300 meter stof om dagen, så ville det køre. I dag sælger vi mellem 21.000 og 23.000 meter stof om dagen Jorden rundt, har 1 mio. meter stof på lager og 300 medarbejdere bare her i Ebeltoft – vi har 970 i hele verden.«

Han og Erling Rasmussen trak sig ud i 2000 og overlod styringen til den enes søn, Anders Byriel, og den andens datter, Mette Bendix.

»Det er en enorm glæde for mig, at de to har vist sig at fungere fantastisk godt sammen. Da vi gik, havde vi en omsætning på omkring 282 mio. kr., i år omsætter vi for 1,6 mia. kr., og i 2023 budgetterer vi med 2 mia. kr.,« siger han, der kommer på besøg på Kvadrat med jævne mellemrum og tillader sig at prale over, at virksomheden lige nu er ved at levere stof til verdens største museum, M+ i Hongkong, i slutningen af 2021, og at der gennem 30 år har været Kvadrat-stoffer i den amerikanske præsidents helikoptere, Marine One.

»Erling og jeg havde en drøm om, at halvdelen af vores omsætning kunne være eksport. I dag er den 90 pct., vi har 23 afdelinger Jorden rundt og showroom på Fifth Avenue i New York. Jeg glæder mig over at have fået lov til at vokse med Kvadrat og har næsten fra starten haft en idé om, at vi nok skulle få fodfæste og klare os. Det har vi gjort, og det har været fantastisk. Jeg har ikke noget til gode.«

Hånden i maskinen

I virkeligheden begynder denne historie i en bagerbutik i Gl. Åbyhøj i Aarhus.

»Ved du hvad? Denne hånd,« siger han og strækker højre arm med en læderet hånd frem, »den kom i bagerimaskinen, da jeg var 15 år og i bagerlære. Der mangler en finger på den, men det kunne være gået meget værre. De talte om at fjerne hele hånden, men så sagde overlægen, at de kun ville fjerne det, der døde. Det var der kun én finger, der gjorde. Det er jeg så glad for, for hånden fungerer fint – og jeg er venstrehåndet.«

Samtidig fik han konstateret meleksem, så bager var bare ikke det rette for ham. Det vidste han egentlig heller ikke, før hans bedstemor, få dage efter at han gik ud af 7. klasse, fortalte ham, at han skulle i bagerlære.

»Det var ikke noget, vi diskuterede. Det skulle jeg bare,« fortæller han og fortsætter erindringsturen tilbage til barndommen.

»Jeg er jo vokset op på Trøjborg i en toværelseslejlighed med håndbruser sammen med min mor og mine to søstre. Vores far var flyttet, han havde fundet en anden dame, og vores mor havde fået sklerose og sad kørestol. Så vi tre børn stod der med vores syge mor. De kom alle steder fra og sagde, at nu skulle vi på børnehjem, og mor på institution. Men det ville vi ikke. Vi skal nok passe vores mor, sagde vi. Det gjorde vi.«

Sov i skolen

»Jeg gik i skole, men jeg skulle også tjene penge, så hver morgen kl. 4.30 stillede jeg ved et mejeri, der også lå nede i stuen, og var ude med mælk og is i stænger. Når jeg kom fra skole, stillede jeg ovre ved købmanden og bragte varer ud til kl. 18. Det skete ret tit, at jeg faldt lidt i søvn, når jeg kom i skole.«

Poul Byriel peger igen på sin arm, for med en læderet hånd og uden en læreplads anede den dengang 15-årige dreng ikke, hvad han nu skulle. Så læste han i avisen, at Lems Bolighus i Ryesgade – en meget attraktiv forretning i Aarhus – søgte en lærling.

»De ville have en lærling med realeksamen, og det havde jeg jo ikke. Men bedste og jeg gik ned i byen og købte et sæt tøj og en hvid skjorte, og så gik jeg ind og søgte pladsen. Jeg blev sendt op til direktøren, vi talte i tre kvarter, og så sagde han: ”Byriel, du skal i lære hos mig, for nu skal jeg sige dig noget: Jeg har haft 22 til samtale, og de havde alle sammen deres far med, som var møbelhandler et eller andet sted. Jeg kan godt lide, at du kom selv”,« griner Poul Byriel, der snart fik ansvaret for vinduer og al anden pyntning.

I et rugbrød til Sverige

En dag kom forretningsmanden Percy von Halling-Koch, der havde Unika-Væv, ind og spurgte, hvornår han var færdigudlært.

»”Den dag, De er færdig, stiller De i København hos mig. De skal arbejde for mig,” sagde han. Så blev jeg rejseassistent i Jylland og på Fyn, og da jeg var 22 år gammel, blev jeg ansvarlig for Sverige og Finland,« fortæller Poul Byriel.

»Jeg havde ikke noget at køre i, så jeg fik et gammelt folkevognsrugbrød og flyttede til Stockholm. Der var dæleme langt til Haparanda i den på sommerdæk om vinteren, men der var plads til alle de stofprøver, jeg havde brug for.«

»Jeg må snakke med jer«

Bent Olesen var også ansat på Unika-Væv og havde Tyskland som sit område. Så var det, at de holdt sommerferie i et sommerhus på Mols.

»Der sad vi og blev enige om, at vi fandeme ikke gad at skulle til Stockholm og Düsseldorf igen. Vi måtte kunne finde på noget selv. Vi blev enige om at bruge vores mange kontakter og lave et agentur, der skulle sælge møbler fra Sverige, Finland og Tyskland herhjemme,« fortæller Poul Byriel.

»Det gjorde vi, og det gik herregodt. En dag holdt der en hvid sportsvogn uden for sommerhuset, og ud steg Percy van Halling-Koch. ”Drenge, jeg må snakke med jer, for jeg er gået på røven. Hvad gør vi, kan vi lave noget sammen? Jeg har trods alt forbindelse til Nanna Ditzel og flere andre. Så fik han designet nogle stoffer, og dem solgte vi.«

Det holdt nogle få år, så blev de enige om, at de bedre selv kunne finde ud af, hvad de skulle lave.

Det gjorde de.

»Vi fik vores første lager af stoffer her inde i Ebeltoft i en nedlagt rullestue. Der kunne lige være en reol og et bord. Så kørte jeg rundt og solgte og ringede ordrerne hjem til min kone, Kirsten, der havde været tilskærer hos Holger Blom i København. Så tog hun barnevognen med Anders, gik ned på lageret, målte af, klippede, pakkede ind og gik på posthuset,« fortæller han.

Hvorfor Ebeltoft?

Da Erling Rasmussen kom til i 1968, etablerede de et aktieselskab, købte snart Bent Olesen ud og begyndte for alvor at skrive historien om Kvadrat.

»I virkeligheden er det tåbeligt, at vi etablerede os i Ebeltoft. Vi burde ligge midt nede i Tyskland, når vi nu skal have tusindvis af meter stof ind fra væverierne og videre ud i verden hver dag. Men det ville Erling og jeg skide på: Vi boede i Ebeltoft, og her ville vi være,« fortæller han.

»Dengang så byen anderledes ud. Vi havde jernbanestationen og derhenne, hvor glasmuseet ligger nu, var der toldbod. Dengang var der heller ikke en færgehavn, men der var mange forskellige erhverv. I dag er de der ikke, nu er det en turistby.«

De flyttede fra bygning til bygning, fordi de solgte så meget, at det krævede mere og mere lagerplads. I 1980 byggede de deres første afdeling i udkanten af Ebeltoft. Terrænet blev jævnet lidt ud, så man har et vue helt ind til Aarhus herfra.

Siden har den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson designet landskabet, så der er biodiversitet, vandhuller og græssende får. Desuden er bygningen blevet utroligt meget større.

»Der bliver bygget til hele tiden, for de sælger jo røven ud af bukserne,« konstaterer Poul Byriel, der i dag bruger en del af sin tid på at læse og tegne, lave mad – og nyde sine tre børn og otte børnebørn, sin samlever, Hanne Tylen, og katten Putte:

Bentøjet kan ikke længere holde til at spille golf, og han hører heller ikke godt nok til at synge i Djurslands Mandskor, som han ellers har gjort som andentenor i 20 år. Det øver dog stadig i Kvadrats kantine, og han kommer somme tider og lytter med.

Solgte og købte tilbage

Hans største sorg var, at Kirsten Byriel, hans kone og moderen til hans børn, døde af kræft i 1990.

»Jeg passede hende selv det sidste halve år. Det var en hård tid. Mens hun var syg, tænkte jeg, at hvis jeg ikke havde firmaet, kunne jeg tage mig bedre af hende. Så vi solgte til en svensk koncern, fortsatte som direktører, men kunne ikke enes med dem. Så døde Kirsten, og hvad skulle jeg så?« siger han.

»Jeg har aldrig kunnet forholde mig til, at man ikke laver noget. Det har jeg altid selv gjort. Pludselig ville svenskerne sælge Kvadrat, så vi købte vi det tilbage. Heldigvis.«

Den historie er langtfra slut.