Fusionerer og får flere muskler at spille med: SAH-målvogter bliver ansigt udadtil
SB Værktøj i Skanderborg inviterer til reception 24. maj for at markere fusion og oprustning med lokal målvogter.
SB Værktøj.
Det er det nye navn på facaden på butikken på Danmarksvej 8 i Skanderborg. Tidligere hed virksomheden Specialbutikken, men efter en fusion med SB Værktøj i Viborg i slutningen af 2023 er navnet ændret.
Det er ikke den eneste ændring i den lokale virksomhed, der nu har fået flere muskler at spille med. Kristoffer Laursen, der er mangeårig målvogter i Skanderborg AGF Håndbold, blev under fusionen en del af selskabet.
»Jeg har jo spillet professionel håndbold i 13 år, men for 15 år siden blev jeg udlært i Specialbutikken i Viborg. Jeg har arbejdet for dem lidt ved siden af min håndboldkarriere, men ikke de seneste fem år. For et års tid siden tog min tidligere arbejdsgiver fat i mig igen og fortalte mig om samarbejdet med butikken her i Skanderborg,« fortæller 34-årige Kristoffer Laursen, der privat bor med sin familie i Stilling.
Han gør det klart, at fusionen ikke får nogen betydning for den fysiske butik på Danmarksvej.
Morten Nylander og Stefan Knudsen vil fortsat være i forretningen, mens Kristoffer Laursen er ansat som ekstern salgsmedarbejder.
»Vi vil gøre endnu mere for at komme ud og fortælle, at vi er her, så jeg skal primært ud til potentielle nye kunder og fortælle, at vi er her. Der er et kæmpe lokalområde her, som er ubearbejdet fra vores side. Vi vil gerne betragtes som seriøse, lokale leverandører inden for værktøj og beklædning. Vi er ikke kæmpe store, så vi skal slå på, at vi har servicen og det lokale kendskab. Det er ret vigtigt for mig. Der har SB Værktøj i Viborg bare noget volumen, som gør, at vi kan være konkurrencedygtige. Og det er vi nødt til at være,« lyder det fra Kristoffer Laursen.
Til en begyndelse skal Kristoffer Laursen arbejde 10-15 timer om ugen for SB Værktøj.
»Håndbolden er stadig mit primære. Jeg håber, jeg kan spille håndbold i måske fem år mere, så vi har til en start lavet en femårsplan her, og så håber jeg, at det bliver mit fremtidige arbejdsliv, når jeg lægger håndbolden på hylden. Så det er en super fed overgang til et rigtigt voksenliv, og jeg føler mig super privilegeret, at jeg får lov at snuse til det allerede nu, mens jeg stadig lægger så mange timer i håndbolden,« siger Kristoffer Laursen.
»Jeg er enormt glad for at være med på vognen nu - også fordi jeg bor i Stilling og har mit lokale kendskab her. Jeg er meget tæt knyttet til byen.«
Markerer oprustningen
Fusionen, oprustningen og de flere muskler ønsker virksomheden at markere 24. maj fra kl. 9-16.
»Normalt har de holdt forårs- og efterårsmesser for at vise kunderne, at de er glade for dem. Markeringen den 24. maj er for at fortælle, at vi vil mere, end vi har gjort. Der er nogle ting, vi vil skrue på. Der er potentiale, og det vil vi jagte nu,« siger Kristoffer Laursen.
»Vi vil rigtig gerne de private, men det er virksomhederne, der er vores klare potentiale. Vi ligger i et område med mange konkurrenter og mange dygtige virksomheder i området, som vi håber, vi kan være konkurrencedygtige på. Det skal vi selvfølgelig gøre os fortjent til,og det ved jeg kræver hårdt arbejde. Jeg har heldigvis et drive fra håndbolden, hvor jeg ved, det er vigtigt at arbejde hårdt for at opnå noget.«