Fortsæt til indhold

Succesfuldt iværksætterfællesskab udvider: »Den, som skriver under først, får pladsen«

Skanderborgs største kontorfællesskab har vokseværk. Bymakers er klar med 300 ekstra kvadratmeter og 25 ekstra skriveborde fra 1. august.

Samfund

»Det bliver så godt. Vi udvider og det er jo i sig selv en succes. Vi kan noget, når det kommer til de små virksomheder. Der er rift om pladserne, fordi vi gør noget her, som iværksætterne kan bruge.«

Kvinden bag Bymakers, Anni Schmidt Pedersen, har travlt. Efter et par hektiske uger med byggemøder og tilretning af tegninger er planen klar.

Det er voksne mennesker, der kommer her for at arbejde. Det er ikke en klub, det er ikke en fredagsbar, og her er ikke noget bordfodbold
Anni Schmidt Pedersen, Bymakers

Fra 1. august kan Skanderborgs største kontorfællesskab sige velkommen ombord til flere nye iværksættere. Bymakers vokser med 300 kvadratmeter, og det giver plads til 25 ekstra skriveborde fordelt på seks nye kontorer. Samtidig kommer der et ekstra køkken, et nyt mødelokale og flere toiletter.

Særlig kultur

Kontorfællesskabets store succes tilskriver hun det særlige miljø, der er i opstået mellem iværksætterne på Godthåbsvej.

»Det er voksne mennesker, der kommer her for at arbejde. Det er ikke en klub, det er ikke en fredagsbar, og her er ikke noget bordfodbold. Mennesker, der driver en virksomhed, og som her finder andre iværksættere, de kan sparre med og spejle sig i, og det er vigtigt, hvis du gerne vil lykkes med din virksomhed,« forklarer hun.

»Det er andre mennesker end, du ved, de almindelige hvide skjorter og pæne bluser og sådan noget. Det er superprofessionelle, dedikerede, ambitiøse og passionerede iværksættere. Hvis du gerne vil ind i et fællesskab for små virksomheder, og virksomhedsejere, så er det her the go-to place i Skanderborg.«

Siden kontorfællesskabets spæde start i 2018 har hun lagt vægt på at skabe en selvforstærkende kultur, hvor det er vigtigt at alle kender hinanden, og hvor sparring på kryds og tværs er en helt almindelig dagligdags aktivitet.

»I starten var det naturligvis mig, der var kulturbærer og udstak retningen for kontorfællesskabet og hvordan det skulle fungere, men i dag er det nærmest blevet uafhængigt af mig i det daglige. Fællesskabet har vokset sig stort og stærkt, og det er helt fantastisk. I dag faciliterer jeg ikke længere sparring mellem iværksætterne – nu er det bare noget, de helt selvfølgeligt gør. De kender hinanden rigtig godt, og det er vigtigt for sammenhængskraften.«

Først til mølle

Er man interesseret i at blive en del af Bymakers, så er det nu, man skal lade høre fra sig. Det først til mølle-princippet, der gælder, og flere interesserede har allerede meldt sig på banen.

»Jeg er i kontakt med flere interesserede, men det er den, som skriver under først, der får pladsen,« understreger Anni Schmidt Pedersen.

Det er ikke tit, der bliver pladser ledige hos Bymakers. Det sker som regel kun, når en iværksættervirksomhed er blevet så stor, at der er nødvendigt med meget mere plads.

»Bymakers er et rigtig godt sted for iværksætterne indtil de når op på seks-otte ansatte. Så begynder det at være en udfordring med pladsen, men så er de også flyvefærdige,« smiler Anni Schmidt Pedersen.

»Når folk flytter herfra, fortæller de, at der er lidt ligesom at flytte hjemmefra, og det tager jeg til mig som en stor cadeau. For det er jo det, jeg gerne vil med Bymakers: Skabe et sted, hvor de kan koncentrere sig om at drive deres virksomhed, og så klarer jeg alt det praktiske uden om. Jeg sørger for at internettet og kaffemaskinen altid fungerer, at toiletterne er rene, og at der aldrig mangler toiletpapir og al den slags. Jeg går og fejre foran dem og tager mig af alt det, der har med kontoret at gøre, så de ikke behøver bruge tid og kræfter på det,« forklarer hun.

Iværksætterpris? Måske

Anni Schmidt Pedersen stod sidste år bag uddelingen af Skanderborgs første iværksætterpris. Om prisen bliver uddelt igen, er et spørgsmål, hun lader hænge i luften.

»Jeg har brugt flere hundrede timer og en masse energi på at stable Iværksætterprisen på benene. Fuldstændig for egen regning. Jeg gjorde det, fordi iværksættermiljøet ligger mit hjerte nær. Jeg er jo selv iværksætter. Jeg ved, hvor hårdt, svært og slidsomt det er at lykkes som iværksætter. Hvordan det er, at stå alene med alle spørgsmålene, usikkerheden og bekymringerne, når man beslutter sig for at sige farvel til den faste løn og blive iværksætter. Til trods for det kaster iværksætterne sig ud i det uden at vide, om det vil lykkes, og det er vanvittigt hårdt,« forklarer hun.

»Med iværksætterprisen ønskede jeg at hylde iværksætterne og samtidig synliggøre, at vi her i Skanderborg har et fantastisk vækstlag af iværksætter, som jo er forudsætningen for, at der også i fremtiden er vækst og arbejdspladser i kommunen. Jeg synes, vi som lokalsamfund og kommune har et medansvar for at hjælpe dem godt på vej.«

Men udvidelsen af Bymakers kræver tid og penge, og selvom et større fokus på iværksætternes vilkår stadig er en hjertesag for Anni Schmidt Pedersen, så har hun ikke ressourcerne til alene at være primus motor for Iværksætterprisen igen i år.

»Jeg vil så inderligt gerne, hvis vi kan uddele prisen igen i år. Så jeg håber, der sidder en virksomhed derude, som selv kan huske, hvor hårdt og slidsomt det var i starten, og som måske kan se pointen i, at være med som partner. Det kunne være fedt, men det må tiden vise, om vi kan finde.«