Boligpriserne steg markant i april
Salgspriserne for både huse, ejerlejligheder og sommerhuse steg fra marts til april.
Du kan i dag få mere for dit hus eller lejlighed, end du kunne i marts måned.
Det er i hvert fald udgangspunktet, da husene herhjemme i april måned blev solgt for i gennemsnit 17.089 kroner pr. kvadratmeter. Det svarer til en stigning på 1,3 pct. fra marts til april.
Det fremgår af nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Dermed er huspriserne steget i alle måneder siden årsskiftet, og har nu nået det højeste niveau siden oktober 2022.
Også sommerhusmarkedet ligger lunt i svinget. I april måned blev sommerhusene således solgt for i gennemsnit 22.792 kroner pr. kvadratmeter, svarende til en stigning på 2,7 pct. siden marts.
Udviklingen glæder Mik Kristensen, der er adm. direktør i Nykredit Mægler, som er hovedkontor for Nybolig:
»Stigningen i priserne følger det mønster, vi tit ser i forårsmånederne, herunder ikke mindst fra marts til april. Men det er absolut positivt at huspriserne er steget i alle måneder siden januar. Og især når det så ovenikøbet er sket i forlængelse af en periode, hvor det ellers ikke har skortet på faktorer, som let kunne have trukket prisudviklingen i modsatte retning,« siger han i en pressemeddelelse.