Ubeskriveligt klamt fænomen har bredt sig fra skoven til kirkegården

Der er noget særligt fredfyldt ved at færdes på en kirkegård, der indbyder til ro og eftertænksomhed. Sindet og kroppen slapper af. Lidt for meget, åbenbart.

For efter to særdeles ulækre oplevelser på Nordre Kirkegård er der simpelthen noget, vi bliver nødt til at tale om, og skulle du sidde midt i rundstykket, beklager jeg.

For det er åbenbart ikke kun tårerne, der kan presse sig på midt mellem gravsten, perlegrus og thjuahække. To gange inden for en uge har jeg (eller snarere fruens hund) opsnuset menneskeafføring på kirkegården.

Bag en affaldscontainer til visne blomster og midt i en buksbom, der – mængden taget i betragtning – i hvert fald ikke kan klandre manglende næringsstoffer for sin langsommelige vækst.

Tidligere på denne plads har jeg desværre måttet delagtiggøre læserne i, hvordan dét at – undskyld udtrykket – skide i skovbunden har været et så udbredt fænomen, at man bør tænke sig om en ekstra gang og revurdere planerne for morgendagen, når tjeneren på en af byens restauranter præsenterer en ret med ordene: »Og på siden har vi en olie kørt på ramsløg, som vi har hentet i Riis Skov.« Velbekomme.

Jeg har også beskrevet, hvordan jeg en eftermiddag blev ufrivilligt øjenvidne til en løbers tømning af tarmindholdet bag et langtfra tilstrækkeligt tætmasket fodboldmål. Løbermave er et kendt fænomen i den bevægende klasse. I kombination med vask af lycrabuksen ved for lav temperatur skulle det efter sigende udløse en kløetilstand, så en løber ikke blot kan håbe på, at benene, men også armene er lange nok.

Om det er uhørt meget bevægelse og deraf manglende kontrol med ringmusklen, der er årsag til uhyrlighederne på Nordre Kirkegård, vides ikke. Vidnerne er tavse. Undskyldninger er der ingen af, thi der ved kapellet findes et udmærket toilet, hvor man kan lade tarmen hvile i fred.

Da det var værst i Riis Skov, skred byrådet til handling, og der blev opstillet skilte med temmelig intimiderende piktogrammer: Bummelum forbudt.

Om det er forbuddet, der har trængt det trængende folk fra skoven mod kirkegården, skal jeg lade være usagt. I givet fald må der være tale om en hidtil overset befolkningsgruppe; de internt fordrevne, byens brown trash.

At besørge mellem gravsteder er ikke bare klamt. Hensynet og selvrespekten er for længst det hinsides. Billedet af en familie, der må mindes en kær afdød med næsen tæt på en medborgers synlige og stinkende manifestation af respektløshed, er ubærligt. Det må simpelthen stoppe.