Fortsæt til indhold

DBU indgår historisk partnerskab med Salling Group

Alle landshold fra U16 og op til A-landsholdene er omfattet af det nye partnerskab, der løber til 2029.

Samfund
Ritzau

Dansk Boldspil-Union (DBU) indgår en partnerskabsaftale med Danmarks største dagligvarekoncern, Salling Group.

Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.

Ifølge fodboldforbundet er det den største partnerskabsaftale nogensinde.

»Med Salling Group som partner kan vi i samarbejde styrke indsatser og tiltag for centrale områder som diversitet, rekruttering og arbejdet for fysisk og mental trivsel, som er vigtige for alle i dansk fodbold,« siger administrerende direktør i DBU, Erik Brøgger Rasmussen, i pressemeddelelsen.

Aftalen omfatter alle landshold fra U16 og op til herre- og kvindelandsholdet. Den løber fra 2024 og til 2029.

Salling Group vil være synlig på kvindelandsholdets træningstøj fra de kommende EM-kvalifikationskampe i maj og juni, mens de bliver synlige på herrelandsholdets træningstøj fra januar 2026.

Ungdomslandsholdene vil også fra efteråret 2024 have dagligvarekoncernens logo på træningstøjet.

Salling Group er Danmarks største dagligvarekoncern med supermarkederne Bilka, Føtex og Netto og har i alt 700 forretninger fordel over hele landet.

»Som en af landets største arbejdspladser med butikker spredt over hele Danmark har vi en enorm berøringsflade, hvor over en million danskere hver dag lægger vejen forbi, og det giver os unikke muligheder for at påvirke og rykke på vigtige dagsordener gennem vores tilstedeværelse,« siger administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh.

Der er omkring 373.000 aktive medlemmer samt mere end 120.000 frivillige i klubberne under Dansk Boldspil-Union.