Kære kommunalbestyrelse, I har vores fremtid i hænderne
Kære kommunalbestyrelsesmedlemmer.
27. maj, 11. juni og 18. juni skal henholdsvis miljø- og teknikudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen tage stilling til et 136 ha. stort solcelleanlæg på Kejsegården, som 265 borgere i Aalsrode i fire år har kæmpet en intens kamp imod.
I 27 KB-medlemmer i Norddjurs Kommune har magt til at afgøre, om vi borgere i Aalsrode kan beholde vores smukke, bakkede herregårdslandskab med vide horisonter, eller om fremtiden betyder sorte solpaneler så langt øjet rækker og hylende invertere, når solen skinner.
Borgergruppen “Solcellepark Kejsegården - nej tak” giver jer hermed argumenter for at sige NEJ til dette anlæg.
Når solen skinner, vil støjen fra inverterne , som er vindbåren, med sydvestlig vind som fremherskende vindretning, blæse ned over landsbyen . I og vi ved ikke, hvilke typer invertere, man har tænkt sig at installere .
Miljøstyrelsen har udsendt et cirkulære til kommunerne om grundvandsbeskyttelse.
I afsnittet ”Solceller og grundvandsbeskyttelse” påpeger Miljøstyrelsen risikoen for nedsivning af PFAS og andre miljøskadelige stoffer til grundvandet. Dette afhænger af typen af paneler og i hvilket omfang disse beskadiges.
I eller vi ved ikke hvilken type solceller, man planlægger at installere.
VVM-redegørelsen og §25 Miljøredegørelse er behæftet med store fejl, mangler og modstridende oplysninger. §3 arealet ”Tranemosen”, som ligger lige op til projektområdet med Bilag 4-arter, er IKKE undersøgt relevant. Der er kun foretaget én undersøgelse den 25. marts 2021. På denne tid af året kan man ikke undersøge for Bilag 4-arter, og ved aktindsigt fremgår det, at man har kikket efter deres gemmesteder.
(Feltundersøgelse ved Kejsegården 2021).
Ved vores besigtigelse af projektområdet i forbindelse med ”Tranemosen” i april 2024 var arealet blevet til ét stort vådområde med tusindvis af rastende og fouragerende svaner og gæs.
Vi undrer os også over, at man har fået afregistreret en §3 sø nord for Kejsegården med henvisning til, at den er udtørret.
Vi har flere gange i foråret 2024 overfløjet søen med drone. Der er masser af vand i den.
Såfremt anlægget bliver vedtaget, vil vi derfor straks påklage afgørelsen for Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Ifølge Videnskabelig Rapport fra DCE, Aarhus Universitet 2022 nr. 507, er området ønsket udlagt som skovrejsningsområde.
Det giver god mening, da Norddjurs Kommune også selv har udlagt området som ønsket skovrejsningsområde, som det er påpeget af Plan- og Landdistriktsstyrelsen i høringssvar J. nr. 2023-37061.
Området rummer værdifulde drikkevandsinteresser.
Solceller vil blokere for evt. skovrejsning de næste 30 år. Vi mener derfor, at rigtig god landbrugsjord indtil videre skal bruges til produktion af fødevarer til mennesker. Solceller hører til på marginal- og lavbunds-jorder samt på tage.
Projektarealet er kilet ind i et klassificeret herregårdslandskab, og Margueritruten går lige igennem området. Naturstyrelsen har vel valgt dette, fordi området er smukt.
Vi ved , at I Kommunalbestyrelsesmedlemmer har minimal tid til at læse stakkevis af bilag.
Vi har haft fire år til at sætte os ind i detaljerne. Hvis I har behov for yderligere forklaringer eller dokumentation, er vi altid til rådighed.