Fortsæt til indhold

Brystkræftramt stifter forening

I marts måned var der første møde i Brystkræftforeningen Djursland.

Samfund
gs

En ny forening har set dagens lys i Djursland. Brystkræftforeningen Djursland er en underafdeling af Aarhus-kredsen, og er etableret af brystkræftoverlever Katrine Nielsen Sørensen, der bor i Auning.

Katrine Nielsen Sørensen fortæller i en pressemeddelelse, at hun som brystkræftramt selv manglede nogle at dele oplevelserne med – både undervejs i forløbet, men i særdeleshed også i tiden efter, hvor hun har følt sig alene med at leve med senfølger, et ændret udseende, bivirkninger til anti-østrogen hormonbehandling og et forandret hverdags-, arbejds- og socialt liv.

Efter at have deltaget i en stor brystkræftkonference på Fyn som patientrepræsentant for Brystkræftforeningen kom lysten til at få noget lokalt op at stå.

Foreningen mødtes første gang i marts måned på Kulturperronen i Auning med besøg af diætist i Syddjurs Kommune Eivor Hog Laursen.

»15 seje kvinder mødte op, og der var en rigtig god stemning,« fortæller Katrine Nielsen Sørensen.

Næste arrangement er 12. juni, ligeledes på Kulturperronen, hvor aftenens tema er Hjernetræning – ”kemohjerne – sådan styrker du hjernen efter et kræftforløb”. Daniel Skov Larsen, fysioterapeut og indehaver af firmaet Exerbrain, vil fortælle om, hvad forskningen viser om hjerner, der har været igennem et kræft- og/eller kemoforløb. Oplægget krydres med fysiske øvelser, der udfordrer hjernen.

Fysioterapeut og indehaver af Exerbain fortæller på næste møde om, hvad forskningen viser om hjerner, der har været igennem et kræft - og eller kemoforløb. Pressefoto

Denne aften er også PROPA – patientforeningen for prostatakræft – inviteret.

Efterårssæsonen starter i september med oplæg om mindfulness, og året sluttes af med juledekorationer hos Auning Blomster og Nature By Hjort.

Katrine Nielsen Sørensen håber, at flere lokale kræfter ønsker at være med og kan blandt andet kontaktes gennem facebooksiden Brystkræftforeningen – Djursland.