Kan du fange Djurslands længste hornfisk?
Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn inviterer til en åben konkurrence.
Hvor lang er den længste hornfisk, du kan fange?
Det kan du finde ud af, når Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn i samarbejde med Hegedal Vildt i Fjellerup inviterer til en åben hornfiskekonkurrence lørdag 25. maj. Det fremgår af en pressemeddelelse fra foreningen.
Der må fiskes på hele Djursland og på havnen, hvis vejret driller. Det er længden, som afgør konkurrencen. I det tilfælde, at der er lighed i længden, er det den tungeste fisk, der vinder, og skulle der også være lighed der, bliver der trukket lod. Kun fisk, der er kroget i munden, kan deltage i konkurrencen.
Der er tilmelding til konkurrencen på p-pladsen ved Fornæs Fyr fra 8.30 til 9 på dagen, og indvejning foregår samme sted klokken 15. Alle deltagere vil modtage ét styk endegrej sponseret af Hegedal Vildt, og derudover dystes der om fem fine præmier.
Der kan købes øl og vand dagen igennem. Der er deltagergebyr, der kan betales med Mobilepay. Husk at det kræver statsfisketegn at deltage i konkurrencen.