Fortsæt til indhold

Butikschef byder velkommen i nyt, nikotinfrit supermarked

Med åbning af en ny nikotinfri butik går Lidl foran på en vigtig dagsorden, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

Samfund

Beboerne i Risskov, Aarhus har fået en ny indkøbsmulighed.

Torsdag 16. maj åbnede supermarkedskæden Lidl en ny butik i Veri Center. Der er allerede adskillige andre dagligvarebutikker inden for gåafstand af krydset mellem Grenåvej og Ringgaden.

»Nu bliver det vores fornemmeste opgave at sikre kunderne den bedste oplevelse og give dem lyst til at vende tilbage igen og igen,« siger butikschef Line Skov i en pressemeddelelse.

Uden tobak eller nikotin

Butiksåbningen har også fået opmærksomhed fra Kræftens Bekæmpelse.

Dagligvarekæden har nemlig taget en beslutning om at udfase tobak- og nikotinprodukter fra kædens butikker frem mod udgangen af 2028, og at alle nye butikker slet ikke skal have produkterne på hylderne fra begyndelsen.

»Med åbningen af en ny nikotinfri butik går Lidl foran på en meget vigtig dagsorden. Vi glæder os over initiativet og håber, at det vil være til stor inspiration for andre supermarkeder, kiosker og købmænd, så vi vil se endnu flere nikotinfrie butikker skyde op i de kommende år,« siger formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Aarhus, Hans Skou.

Lidls nye butik er kædens ottende i Aarhus. Butikken på Frijsenborgvej i Risskov er åben mandag-søndag klokken 07-21.30.