Personlige omvæltninger for Kasper Hjulmand: Skilsmisse midt i forberedelserne til EM
Fra Auning til EM: Kasper Hjulmand tackler skilsmisse midt i sine forberedelser til en meget afgørende slutrunde, hvor resultatet i høj grad vil definere hans fremtid. Ulvene står allerede klar med gabet åbent og skarpslebne tænder- klar til at slagte ham, hvis Danmark ikke leverer.
Kasper Hjulmand, landstræner for det danske fodboldlandshold, har gennemgået personlige udfordringer hen over vinteren, da hans ægteskab med Vibeke Hjulmand er ophørt. Parret, der har været sammen i over tre årtier og har tre børn sammen, har besluttet at gå fra hinanden. Hjulmand bekræftede bruddet i en kortfattet SMS til Bold.dk og udtrykte, at beslutningen blev taget med respekt og kærlighed uden dramatik.
Hjulmand har dybe rødder i Auning, hvor han tilbragte sin barndom og ungdom. Her blev han betaget af sportens verden og deltog i forskellige idrætsgrene som badminton og volleyball, selvom fodbolden til sidst fik overtaget. Efter ungdomsårene i Auning fortsatte han sin fodboldkarriere på øverste ungdomsniveau i Randers Freja - ligesom det blev til en kort tid i lokale Vivild.
På Vejle Idrætshøjskole mødte han sin senere kone, Vibeke, der er fra Bornholm. Dette møde blev begyndelsen på deres mere end 30 år lange forhold.
Dansk mester
Efter sit ophold i Vejle, rykkede Hjulmand til København for at læse idræt på universitetet. Samtidig spillede han for B93’s førstehold i tre år, indtil skader tvang ham til at stoppe sin aktive karriere.
Som professionel fodboldtræner begyndte Hjulmand sin karriere i Lyngby, hvor han startede som ungdomstræner og sluttede som ansvarlig for førsteholdet. Han førte holdet til Superligaen, men klubbens økonomi kunne ikke matche de øvrige klubbers. Derefter blev han cheftræner i FC Nordsjælland, hvor han i sin første sæson (2011/12) vandt det danske mesterskab og kvalificerede holdet til Champions League.
Afgørende EM
Efter en kort periode som træner i tyske Mainz, vendte Hjulmand tilbage til FC Nordsjælland. I 2020 blev han udnævnt til landstræner for Danmark. Han førte Danmark til EM-semifinalen i 2021 og kvalificerede holdet til VM 2022.
Nu forbereder han holdet til EM i Tyskland, hvor Danmark skal spille mod Slovenien, England og Serbien i gruppekampene. Hjulmand har forlænget sin kontrakt som landstræner med DBU til sommeren 2026.
Om han ser frem til de kommende udfordringer med et roligt sind, er nok en sandhed med modifikationer. Samtlige mandagstrænere står klar til at skære ham over på midten, hvis Danmark ikke går videre fra puljen.
Der er no mercy, når det gælder landstræneren. Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om han har holdet til at levere. Tværtimod vil ’Kloge Ågerne’ forlange ham kørt til skafottet uden rettergang, hvis den tidligere Auning dreng kikser.
Gør han det modsatte, bliver det spændende at høre de pågældendes selvudnævnte fodboldprofessorers reaktion?