Kendis-børn indtog Ree Park: Nu er de ’superhelte’
Kendte danskere indviede ny forlystelse i Ree Park Safari. Christian Ree, som netop har overtaget sin fars formandspost i milliardkoncernen, havde taget sine to sønner med til at åbne det nye Junior Ranger World.
I Ree Park Safari har de noget på hjerte.
Det handler om dyrevelfærd og naturbevarelse og en brændende passion for at formidle viden om det til store og små.
Derfor har de lavet en helt ny forlystelse kun for børn - og faktisk den første af slagsen - i parken på Djursland, hvor de hylder og fortæller om det arbejde, deres 118 rangers i Afrika gør hver dag.
Rangers er Ree Parks superhelte, og i det nye Junior Ranger World kan de yngste gæster nu klare den spændende og 400 meter lange bane i en eldrevet mini landrover for derefter at kalde sig Junior Rangers.
Men hvordan gør man opmærksom på en nyhed som den?
Det kan man sikkert gøre på mange måder, men Ree Park valgte at hyre et firma, der arbejder med influencers, og det resulterede i, at åbningen blev en stjernespækket en af slagsen.
I parkens legendariske gepard-bus ankom lørdag 18. maj et hold af inviterede kendisser, der blandt andet talte Jonah Blacksmith, Jeanette Ottesen, Cecilie Schmeichel, Tjelle Vejrup, Anna David og Jonas Schmidt (ham fra næsehornet Dolph).
De kendte havde alle sammen medbragt deres børn, som helt klart var friske på en tur på ranger-banen i det gode vejr.
Først skulle den dog officielt åbnes, og det stod Christian Ree, søn af Karsten Ree, for sammen med sine sønner, Conrad og Hector.
Ved hjælp af en af ranger-vognene sprang de snorene til den nye forlystelse, og så kom der fart over influencer-feltet.
»Ideen med at invitere de kendte er selvfølgelig, at de lægger oplevelsen ud på deres egne sociale medier, og på den måde får vi det gode budskab bredt ud,« forklarede kommunikationschef i Ree Park Safari, Mariane Øvall,
Og det resulterede da også i flere opslag fra influencerne i løbet af dagen.
»Det har været en helt fantastisk dag, og vi skal helt sikkert tilbage til Ree Park,« sagde Cecilie Schmeichel for eksempel i en ’story’ på sin Instagram, som har 125.000 følgere.
Den første af sin slags
Efter kendisserne ved det lukkede VIP-arrangement officielt åbnede Junior Ranger World, fik parkens betalende gæster adgang.
I specialdesignede elektriske mini Land Rovers, de første af sin slags i Danmark, kan alle besøgende børn fremover helt selv styre sig gennem det 400 meter bakkede spor.
Bag rattet i de små biler støder de på deres patrulje på dyr, sjove forhindringer og snedige krybskytter. Når missionen er fuldført, vil børnene modtage deres Junior Ranger Kort som bevis på, at de har gennemført missionen.
Tracket er designet, så både store og små børn helt ned til 4 år selv kan køre på offroad-patrulje, og de voksne kan sidde med bagpå, hvis de ønsker det.
Junior Ranger World bliver området, hvor børn kan fordybe sig i natur-bevarelse og beskæftige sig med rangernes arbejde rundt om i verden.
»Ree Park Safaris Skoletjeneste har længe været en succes, og med Junior Ranger World tilføjes et klasseværelse ude midt i naturen lige blandt parkens dyr, hvor også bænkebiderbanken er levende formidling af, hvordan en natur i balance hviler i sig selv.,« fortæller formidlingschef i parken, Sofie Nielsen.
I Junior Ranger World er der nye legeområder, dyrequizzer og interaktiv læring i Ranger Hovedkvarteret, hvor børnene også kan følge arbejdet fra de voksne rangers i Afrika.
Naturbevarelse
»Ree Park Safari har siden 2012 arbejdet aktivt med naturbevarelse i Masai Mara i det østlige Kenya. Vi har rangere ansat, som vi har været nødt til at give en paramilitær uddannelse, så de er klædt godt på til opgaven med at beskytte nogle af de stærkt truede dyrearter i området, for eksempel elefanter, løver og næsehorn,« udtaler direktør Jesper Stagegaard.
»I øjeblikket har vi 118 rangers, der aktivt beskytter dyrene og hjælper lokalbefolkningen i Masai Mara. De sætter deres liv på spil i arbejdet med at beskyttet dyrelivet i det unikke økosystem. Vi har en forpligtelse til at lære vores børn om naturen og dens værdi, og vi glæder os til at tage imod den kommende generation af rangers i Ree Park Safari på Djursland.«
Det er første gang, parken laver en forlystelse kun til børn.
»Naturbevarelse er et meget vigtigt emne, og Junior Ranger World er vores bud på at engagere børnene tidligt ved at sætte dem i centrum i kampen for naturbevarelse. De får også samtidig en sjov oplevelse,« slutter Jesper Stagegaard.