Kommunen vurderede forkert: Småbørn sendt i legestue med skimmelsvamp
Der er fundet skimmelsvampesporer i en vandskade i loftet på dagplejens legestue i Hinnerup. Forældre forstår ikke, at huset ikke er testet, før børnene rykkede ind.
23. april blev dagplejens legestue på Herredsvej 20 i Hinnerup lukket.
Det skete, efter flere forældre havde kontaktet kommunen angående tydelige plamager i loftet, boblende tapet samt en dårlig lugt i huset – de frygtede skimmelsvamp.
»Vi har de seneste dage modtaget flere henvendelser fra forældre vedrørende vandskaden i legestuen på Herredsvej,« skrev lederen af dagplejen i Favrskov Kommune, Eline Vermedal Høgh, til forældrene på Aula – beskeden fortsatte med blandt andet:
»På baggrund af skadens begrænsede omfang og erfaring med skimmel, mener Ejendomscenteret (i Favrskov Kommune, red.) ikke, der er grund til bekymring for ophold i legestuen.«
Og:
»Jeg ikke er bekymret for, at dagplejerne benytter legestuen. Men for at skabe tryghed omkring den håndtering, der er aftalt i samråd med Ejendomscenteret, er der i dag blevet testet for skimmel ved et skadesfirma.«
Testen viste skimmelsvampesporer i loftet, skriver Lokalavisen Favrskov.
Forældrene står uforstående overfor, at der ikke er blevet testet for skimmel, før huset blev åbnet for dagplejebørnene.
Hvorfor testede I ikke, før der rykkede børn ind i legestuen?
»Fordi Ejendomscentreret på det tidspunkt vurderede, at det ikke var skimmelsvamp,« siger Favrskov Kommunes dagtilbudschef, Camilla Moldt.
Hvad er det, der gør, at I alligevel vælger at lukke legestuen og lade et skadesservicefirma undersøge huset?
»Jeg ved ikke, hvad der præcist er udslagsgivende – om det er henvendelser fra forældre eller dagplejere. Det kan jeg ikke svare dig på. Jeg kan bare sige, at efter vi blev bekendt med, at der var en utryghed om mulig forekomst af skimmelsvamp, har vi haft en opmærksomhed på skaden i loftet og på, hvordan den udviklede sig.«
Forældrene fortæller, at dagplejerne har haft en bekymring fra begyndelsen, og at dagplejerne har spurgt ind til, om huset kunne testes. Hvorfor testes så først nu?
»Den påstand må forældrene selv stå til ansvar for. Det kan jeg ikke nikke genkendende til.«
Er det kun skaden i loftet, der er testet for skimmelsvamp af et skadesservicefirma, eller er det i hele huset?
»Der er lavet fugtprøver i alle rum af et skadesservicefirma, og der er ikke målt fugt andre steder end i loftet ved udluftningskanalen.«
Når skaden i loftet er udbedret, kan forældrene så trygt sende deres børn i legestuen?
»Ja, for når skaden er udbedret, bliver der testet igen, for at sikre at alt er i orden. Desuden bliver gulvtæpperne støvsuget samt renset, og alt løst inventar samt legetøj bliver rengjort. Det er ikke almindeligt ved sådan en sag – det er noget, vi vælger at gøre ekstraordinært.«
Dagtilbudschefen appellerer til, at sagen ikke blæses ud af proportioner:
»Der er tale om en mindre og ret lokal skade ved en udluftningsventil i loftet, som sikkert er forsaget af en utæthed i taghætten. Det er ikke fordi, at jeg vil negligere det, men jeg synes alligevel, at vi skal have skadens omfang ind i nogle proportioner. Det er jo ikke fordi, at vi har et hus, hvor hele soklen eksempelvis har stået og søbet i vand.«