»Det her er mit lille univers, hvor der er plads til forskellighed«

Det er en gammel sandhed, at man ikke skal skue hunden på hårene, så hvis man har fordommene med sig, når man begiver sig hen i Lillegade 15, venter her en overraskelse.

På skiltet udenfor står der ’Djævlindens Værk’ med store røde bogstaver på en sort baggrund, og på gulvet indenfor trisser Saga på otte måneder rundt i sin gåvogn formet som en lyserød sportsvogn, mens hun rasler med bilnøglerne og storsmiler, når man træder ind ad døren.

»Hun er sådan en lille shop-baby lige nu. Så står hun i døråbningen og følger med i, hvad der sker ude på gaden,« griner hendes mor Lonny Jensen.

På sin vis indkapsler lille Saga dermed historien om den forretning, som 32-årige Lonny Jensen åbner på lørdag 1. juni.
Et sted der gerne må være fyldt med kontraster og plads til skævheder.

Djævlindens Værk er Grenaas nye tattoo- og piercingshop, hvor man samtidig kan foretage en moderigtig opdatering af garderoben med tøj fra Royal Vintage.

»Det er mit lille univers. Det er et sted, hvor man bliver accepteret, uanset hvem man er. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad man har med sig. Om man har været narkoman eller cuttet sig selv hele sit liv, eller man bare er et ganske almindeligt menneske, der vil have en tatovering, så er der plads til forskellighederne her,« fortæller Lonny Jensen.

Barn af systemet

Der ligger en dybere forklaring i hendes vision for forretningen. Den findes i Lonny Jensens egen opvækst og baggrund.

Hun betegner sig selv som et barn af systemet. Opvokset i plejefamilier, og som voksen stødte hun hurtigt ind i det offentliges manglende tro på, at netop hendes kreative evner var særligt brugbare.

Hendes drøm om fodfæste i tatovørbranchen fik ifølge Lonny Jensen aldrig den opbakning, som var nødvendig for et ungt menneske, der i forvejen havde været igennem en ustabil start på livet.

»Der er aldrig nogen, der har troet på, at jeg ville blive til noget, og med sådan nogle børn viser statistikkerne bare, at de ofte bliver prostituerede, kriminelle eller narkomaner. Jeg endte også med at begynde at lave strip, fordi der var alligevel ikke nogen, der troede, jeg ville blive til en skid. Så var det jo nemmere at sælge sig selv på den måde,« fortæller Lonny Jensen.

Da hun blev mor for første gang blev det ikke lettere at droppe en branche, som hun egentlig ikke befandt sig godt i.

»Jeg ville jo stadig gerne være tatovør, men jeg var også nødt til at tjene penge på en eller anden måde. Det er ikke nok for mig at sidde fast i kontanthjælpssystemet og blive sendt ud i en masse arbejdsprogrammer og aktivering, som jeg ikke har lyst til. Jeg gad heller ikke at være stripper. Det var jeg bare for at overleve og forsørge mit barn,« uddyber Lonny Jensen.

Tilværelsen ændrede sig, da hun mødte sin nuværende kæreste Daniel Hansen. Det er de to, der er forældre til Saga.

»Han er den første person, der tror på, at jeg faktisk kan noget andet end at smide tøjet og spørger mig, hvad det egentlig er, jeg vil med mit liv,« siger Lonny Jensen.

Spild af talent

Det blev afsættet til Djævlindens Værk. Lonny Jensen er dog ikke stoppet ved blot at bygge rammerne om sin egen fremtid.

Forretningen skal i lige så høj grad været et fundament for, at andre unge med en lignende baggrund som Lonny Jensens kan begynde at bygge sig op til lysere udsigter.

Hun har allerede taget den første tatovørlærling ind. Som forretningen er indrettet er der plads til endnu to lærlinge, og ambitionen er, at mange skal følge efter.

Der findes nemlig ikke en decideret tatovøruddannelse. Ifølge Lonny Jensen er kommunerne således meget tilbageholdende med at støtte op om unge mennesker, der gerne vil ind i branchen, idet der som sådan ikke er mangel på tatovører.

Siden Lonny Jensen begyndte at orientere omverdenen om åbningen af Djævlindens Værk, hun hun imidlertid fået omkring 40 forhåndsbookinger på tatoveringer. Det vidner både om, at der er en reel efterspørgsel i Grenaa og et behov for sørge for den rette opbakning til de, der drømmer om at blive tatovører, mener hun.

»Der er rigtig mange, der ikke bliver til det, de gerne vil, fordi de er børn af systemet, ligesom jeg var, og får den følelse af, at de ikke dur til noget. Det synes jeg, der er grimt. Og det er et spild af talent. Mit ønske er at kunne samarbejde med kommunen, så de unge mennesker, der har en drøm, kan starte den her. Så bliver ambitionen at støtte op om den drøm i stedet for bare at sende dem et eller andet tilfældigt sted hen i aktivering,« siger Lonny Jensen.

Hvem er Djævlinden?

Og så er der navnet på hendes nye forretning. Det er for hende selve symbolet på, at hun er nået til et sted, hvor hun både har lagt en del af fortiden bag sig. Det er mere end to år siden, hun har erhvervet sig som stripper, og nu er hun klar til at udleve sine egne ambitioner på sine egne betingelser.

»Jeg har det røde hår, og jeg er altid blevet kald Djævlinden, så jeg har altid holdt meget fast i, at jeg er, hvem jeg er, og det må folk acceptere. Folk i byen ved godt, at jeg er hendes stripperen fra København, men jeg tror også, at de har godt af at se, at hende stripperen fra København er mere end det. Hun er også mor til to små børn, og hun forsøger faktisk at skabe noget andet end det der almene rygte, der løber i en lille lokal by,« forklarer Lonny Jensen.

»Derfor kommer hele min forretning til at afspejle, hvad jeg er. Jeg synes, man skal være i det univers, man kan lide at være i, og kan du ikke lide mig og stedet her, så er det dig, der går glip af noget, for det bliver superfedt her.«

Djævlindens Værk holder åbningsfest på lørdag 1. juni klokken 12-17 med musik akkompagneret af fadøl og pølser på grillen.