Fortsæt til indhold

Hvem fortjener frivilligprisen 2024? Nominer din lokalhelt nu!

Kender du én, som har ydet en stor indsats for socialt og fysisk udsatte borgere i Syddjurs Kommune?

Samfund
gs

Måske er det ildsjælen, som gør noget helt særligt for børn og unge? Måske er det foreningen, som har taget hånd om flygtninge? Eller foreningen som har ydet en bemærkelsesværdig indsats for ensomme, ældre eller handicappede?

Så er det nu, du kan være med til at give dem et ekstra skulderklap med Frivilligprisen, som uddeles ved Frivillig Fredag 27. september 2024 i Kolind+.

Indstil din kandidat til Frivilligprisen senest 1. august på kommunens hjemmeside.

I 2023 gik Frivilligprisen til to kandidater, nemlig Karin Jensen fra Alzheimerforeningen Østjylland, Demenscaféens Venner og Demensselskabet Østjylland og Michael Møller Jensen fra KropAmok, Hornslet Idrætsforening.

Karin Jensen blev både overrasket og stolt, da formanden for Frivilligrådet i Syddjurs, Allan Skourup, ringede og fortalte hende, at hun var nomineret til Frivilligprisen:

»Det telefonopkald kom bag på mig. Så bliver man da en anelse stolt over det arbejde, som man går og gør - det kommer mange mennesker til gode. Man går med en god fornemmelse i maven - man bliver prissat for det arbejde, man udfører.«

Karin Jensen var også glad for den anerkendelse, som formanden for Alzheimerforeningen Østjylland, Conny Flensborg, kom med, da hun indstillede Karin med ordene:

»Karin er en ildsjæl af de sjældne, hun er frivillig for demensramte og deres familier. Karin gør en stor forskel, så demensramte får oplevelser, de ikke selv har overskud til at finde. Demensramte bliver ofte isoleret, det får Karin dem ud af. Karin laver arrangementer, der passer til demensramte familier. Karin er med både socialt og fysisk. Det kan være gåture i naturen, koncerter, fællesspisninger, udflugter, ferier og meget andet.«

Allerede nu kan du tilmelde dig Frivillig Fredag 2024 på www.go-syddjurs.dk. Frivillig Fredag finder sted fredag 27. september kl. 18-21.30 i Kolind+.