Fortsæt til indhold

Delikatesse på vej: Nu kommer de nye kartofler

Paketbåden Skødshoved lægger snart til kaj med årets første samsøkartofler.

Samfund
sra

I år ankommer de nye samsøkartofler på grundlovsdag 5. juni. Som altid er det paketbåden Skødshoved, der fragter den dyrebare last til byen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det er folkene bag paketbåden, Skødshoveds Venner, der dagen før laster kartoflerne i Langøre på Samsø. Besætningen skal op til solopgang, og så sættes kursen mod Ebeltoft.

Kartoffelkalasen, der afholdes i Ebeltoft Fiskerihavn, er en tradition i byen, som i år afholdes for 26. gang. Arrangementet har for længst fundet sin faste form. Løjerne starter klokken 10, hvor Skødshoved ankommer til Fiskerihavnen, lastet med halvanden ton kartofler.

Her modtages skibet med kanonsalut og Marineforeningens Slupkor synger skibet til kaj. Så starter salget direkte fra skibet, og der plejer at være rift om delikatessen, så kom i god tid.

Når der er handlet, kan man stille sulten og tørsten i Den Røde Hal på Vestervej 17. Her serveres Danmarks nationalret: stegt flæsk og persillesovs… og naturligvis nye samsøkartofler. Det er foreningerne i Fiskerihavnens Maritime Foreningshus, der står for den del af arrangementet, og hvis vejret er godt, sker serveringen på terrassen mod havnen. Bare gå efter lyden, for der plejer at være gang i festen.

Årets Kartoffelkalas har i år været omgærdet af en del bekymring. På grund af det våde forår var det længe umuligt for kartoffelavleren på Samsø at køre i marken. Det så længe ud til, at årets høst først ville blive klar sidst i juni. Så galt gik det heldigvis ikke, og i stedet kan du se frem til nogle af de første kartofler, der er dyrket på friland.

Og prisen? Det er den samme som sidste år, oplyser pressemeddelelsen.