Markante S-stemmer taler til det årlige grundlovsmøde på Højlundernes Julielund
Tidligere borgmester Jan Petersen er blandt talerne til fejringen af grundlovens 175 års jubilæum.
Traditionen tro holder Socialdemokratiet Djurskredsen grundlovsmøde på Højlund-familiens gamle slægtsgård Julielund ved Allingåbro.
I år er det oven i købet til fejring af Grundlovens 175 års jubilæum.
I år er temaet ”Hvordan finansierer vi fremtidens velfærd” og skyder således debatten i gang inden Sundhedsstrukturkommissionens rapport offentliggøres, ugen efter, fortæller Carsten Hering fra grundlovsudvalget i en pressemeddelelse.
»Vi har igen i år tre markante talere, som repræsentanter for Magten, Videnskaben og Folket. Det er en særlig glæde at lade Jan Petersen belyse temaet fra Magtens perspektiv.
Jan Petersen har i år 50-års jubilæum i Socialdemokratiet og kan se tilbage på mere end 30 år som folkevalgt politiker, heraf 17 år som lovgiver på Christiansborg og 12 år som borgmester i Norddjurs Kommune.
En anden lokal topfigur, borgmester Michael Stegger Jensen fra Syddjurs, vil lede publikum gennem dagen, da vores folketingsmedlem Leif Lahn som præsidiemedlem er optaget på Christiansborg, bl.a. med at ledsage Dronning Mary til fejringen der,« fortæller Carsten Hering.
Videnskabens stemme
Fra Copenhagen Business School kommer videnskabens perspektiv præsenteret af lektor Birthe Larsen.
Hun udgav i 2023 bogen ”Hvorfor stiger uligheden – og hvad gør vi ved det?”.
Titlen på Birthe Larsens tale er ”Derfor er det svært at beregne hvor mange penge der er til velfærd i fremtiden”.
Borgernes perspektiv belyses i år af Michael Stegger Jensen fra Syddjurs Kommune.
Hans tale har titlen ”Hvilken velfærdsservice kan vi med rimelighed forvente i landdistrikterne?” og tager således udgangspunkt i hvordan man balancerer mellem det frie liv på landet og ønsket om de samme serviceydelser som findes i byerne.
Undervejs vil publikum blive underholdt af De Fire Maver, der også vil spille op til fællessang i den smukke, parklignende have bag hovedbygningen.
Alle er velkomne. Der vil være mulighed for at købe kaffe, kage, øl og vand. priser. Mødet begynder 5. juni kl. 14.00 og varer knap tre timer.