Aleksander Myrhøj vender tilbage til politik
SF's gruppeformand returnerer til kommunalbestyrelsesmødet 18. juni.
Til det sidste møde i kommunalbestyrelsen inden sommerferien 18. juni vender SF’s Aleksander Myrhøj tilbage til det politiske arbejde.
Aleksander Myrhøj har været sygemeldt siden han og hans kone i februar mistede deres spæde datter efter pludseligt opståede komplikationer i graviditeten.
Hans mål var i første omgang at vende tilbage til politik i maj. I midten af april meddelte han dog, at han tidligst i juni ville være i stand til at vende tilbage til det politiske arbejde.
»Det var en svær beslutning foretaget under den indre kamp mellem min store lyst til at komme tilbage til politik og på den anden side vigtigheden af, at jeg og min familie var helt klar. Jeg har virkelig mærket, at jeg ikke er i politik, fordi jeg kan - men fordi jeg ikke kan lade være. Det er en stærk drivkraft, men hensynet til min familie og mit eget helbred betød, at jeg havde brug for en måned mere uden en fyldt kalender,« fortæller Aleksander Myrhøj.
I samråd med sin familie og efter at have mærket grundigt efter, har Aleksander Myrhøj nu vurderet, at han er tilpas ovenpå til at genoptage arbejdet.
»Jeg er meget taknemmelig over den støtte, vi har modtaget igennem en svær tid. Jeg sætter enormt stor pris på, at mit fravær ikke er blevet udnyttet til at lave store forandringer i det arbejde og de aftaler, vi har indgået. Det har været meget respektfuldt fra både mine politiske kollegaer og fra de borgere, der har udtrykt medfølelse med vores situation,« siger Aleksander Myrhøj.
Med sin tilbagevenden er Aleksander Myrhøj også klar til igen at varetage posten som formand for børne- og ungdomsudvalget.
Birgitte Dahl Jeppesen har været stedfortræder i kommunalbestyrelsen og menigt medlem i børne- og ungdomsudvalget i sygemeldingsperioden. Hun forlader således igen kommunalbestyrelsen 18. juni.
Kasper Vindbjerg har været midlertidig gruppeformand og ligeledes varetaget Aleksander Myrhøjs plads i miljø- og teknikudvalget.
Han er valgt medlem af kommunalbestyrelsen og fortsætter dermed på sin vante post i økonomiudvalget.