En kamp mod uret og for en god sag
Rønde Bypark danner ramme om et særligt velgørenhedsløb til fordel for Børnehospice lørdag 8. juni arrangeret af lokale Lau Olsen.
Lørdag d. 8. juni vil Rønde Bypark være centrum for en bevægende begivenhed, når lokale borgere, børn, unge, midaldrende og gamle, samles til det årlige Indsamlingsløb til fordel for Børnehospice.
For mig handler det ikke kun om at løbe, men om at løbe for noget større.Lau Olsen
Det tredje årlige arrangement vil foregå med et nyt twist - et ’last man standing’-løb - der tilføjer spænding og engagement til den gode sag.
Konceptet er enkelt: Løberne tilbagelægger 6-7 km hver time. Når uret ringer, skal de være tilbage ved start/mål. Den, der ikke når tilbage i tide eller ikke kan starte igen, er ude. Løbet fortsætter, indtil kun én person står tilbage.
Det er atter Lau Olsen, en velkendt skikkelse i det lokale sportsmiljø, som er arrangør sammen med kammeraterne Lars Andersen og Anders Brejnholm
Laus Olsen, tidligere seriefodboldspiller i Mørke og bokser i Hornslet Bokseklub, nu personlig træner i Rønde, ser løbet som en mulighed for at give tilbage til samfundet og støtte en sag, der ligger ham nært.
»Børnehospice er et væsentligt støttepunkt for familier med alvorligt syge børn, og dette løb er med til at sikre, at de får den støtte, de behøver,« siger Lau Olsen.
»For mig handler det ikke kun om at løbe, men om at løbe for noget større.«
Hyggedag i parken
Indsamlingsløbet til Børnehospice byder ikke kun på konkurrence, men også på familiehygge og fællesskab.
Mens løberne udfordrer sig selv på ruten, kan familier og venner nyde en dag i parken med mad, underholdning og andre sportsaktiviteter.
»Vi vil gerne skabe en dag, hvor alle kan være med, uanset om man løber eller ej,« siger Lau Olsen.
»Vi er glade for at have indgået et samarbejde med Kultur Rønde, der giver os mulighed for at bruge det store telt i Rønde Bypark hele weekenden. Dette giver os plads til endnu mere hygge og aktiviteter.«
Sponsorater afgørende
Udover det sportslige aspekt er Indsamlingsløbet en mulighed for lokalsamfundet at vise engagement.
Fra lokale virksomheder til enkeltpersoner er støtten til arrangementet afgørende for at sikre, at Børnehospice kan fortsætte med at yde støtte til familier i deres mest sårbare øjeblikke.
»Hver lille indsats tæller,« understreger Lau Olsen.
»Om man sponsorerer en løber eller donerer et fast beløb, så gør det en forskel.«
Så den gæve mand håber, at mange med ham vil snøre løbeskoene og støtte op om arrangementet i Rønde Bypark.