Flytning af besøgende til Kalø Slotsruin holder ikke en meter
Forhenværende bestyrelsesformand for Nationalpark Mols Bjerge, Erling Post, kalder det uholdbart og urealistisk at etablere besøgscenter i bygningerne på Kalø.
Erling Post, tidligere formand for Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse, tager i kommentarsporet på Adresseavisens Facebookprofil under artiklen ’BLIS slår nu alarm: Stop besøgscenter ud for Kalø Slotsruin’ til genmæle mod forslaget om at flytte det planlagte besøgscenter op i bygningerne på Kalø Hovedgaard.
Erling Post tror ganske enkelt ikke på, at der vil være drift i at stille an med et besøgscenter her. Langt væk fra det 150.000 -200.000 gæster kommer årligt for at se, beundre og besøge, Kalø Slotsruin.
Flytning af besøgende til bygningerne oppe ved Jagtslottet er totalt utopi.Erling Post
I sin kommentar skriver Post:
»Der er vel ikke noget mere patetisk end ’gamle formænd der blander sig i NUTIDEN’, men.... informationsteknologi og måden vi kommunikerer med hinanden på har ændret sig siden beslutningen om projektet blev truffet for 13 år siden, og dermed måske også behov for retænkning.«
»Men behovet for service og parkeringsforhold har ikke ændret sig og er stadig meget aktuelt. Måske skal projektet justeres på informationsområdet, men forbedring af service og forbedring er stadig påkrævet. Flytning af besøgende til bygningerne oppe ved Jagtslottet er totalt utopi.«
»Det var også det jeg oprindeligt arbejdede for, men undersøgelser og erfaringer viste klart, at man ikke kan ’flytte folkemængden’ derop. Forslag om placering ’oppe på bakken’ sker på grundlag af uvidenhed! På trods af fine faciliteter ikke nogen chance for at lykkes driftmæssigt!«
Præsenterede projektet
Erling Post sad for bordenden, da resultatet af arkitektkonkurrencen om det planlagte besøgscenter ud for Kalø Slotsruin, som Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse havde udskrevet, blev præsenteret i december 2016 på Kulturhotellet i Rønde.
Det blev Arkitema Architects, der løb med sejren.
Debatten tog herefter for alvor fart.
Fra begyndelsen talte man om et velkomstcenter, der skulle fungere som en indgang til Nationalparken. Men siden da førte den undertiden meget voldsomme og mudderkastende debat til en ændring af navnet til besøgscenter for at mindske kontroversen.
Projektet blev oprindeligt vurderet til at koste omkring 40 millioner kroner, men prisen er selvsagt en anden i dag.
Hvad et prisoverslag anno 2024 beløber sig til, vides ikke?
Ikke involveret
Selvom kommunen kun er myndighed i sagen, er der stadig mange, der forbliver uforstående eller uvidende om dette faktum. Nationalparken, en fond under Miljøministeriet, anmodede for år tilbage kommunen om at udarbejde en lokalplan.
Kommunens engagement sluttede der. Bortset fra, at byrådet i sin tid lovede at kaste 5 mio. kroner i parkeringsplads og vejanlæg,
Nationalparkens bestyrelse, udpeget af miljøministeren, står for den overordnede ledelse af projektet.