Fortsæt til indhold

Tvillinger maler elefant live til stor kunstevent

Elefanten er en del af sommerens kunstevent i Aarhus, hvor 30 dekorerede elefanter kan ses over hele byen og skal få os til at tale om psykisk sygdom.

Samfund
ksa

To kvindelige kunstnere, tvillingerne Bjørk og Carla Nørremark, gør en elefant til et kunstværk, når de maler live uden for Magasin i Aarhus torsdag den 30. maj fra klokken 18 til 21.

Duoen er også kendt som Some Other Waves.

Tvillingesøstrene maler loft- og vægmalerier, som de kalder for evighedskunst. De maler i frihånd og blander selv farverne ud fra primærfarverne. Pressefoto

Elefanten er en del af sommerens kunstevent i Aarhus, hvor 30 dekorerede elefanter kan ses over hele byen og skal få os til at tale om psykisk sygdom.

Tvillingerne har malet sammen, siden de var helt små, og deres værker er inspireret af deres fælles barndomsminder ved strandkanter, hvor søstrene og deres familie kunne tilbringe timevis i forsøget på at finde forstenet søpindsvin, hulsten og andre skaller og konkylier. Hvis du synes, du har set dem før, så er de bl.a. med i TV2-programmet ”Linde på Langeland”.

»Det betyder rigtig meget for os at få lov til at være en del af Find elefanten - oplev Aarhus. Det er en smuk måde at bruge kunsten som talerør og som et visuelt element til at starte samtaler om psykisk sygdom,« siger Bjørk Nørremark.