Fortsæt til indhold

Gamle frugtsorter får en ny chance

25 nye æbletræer er plantet på Randers Naturcenter for at bidrage til, at gamle sorter ikke går tabt.

Samfund
sra

Var det noget med et gult Gråsten-æble, der går helt tilbage til 1696? Eller Comtesse Johannes ferskenæble, der hører til blandt de mere sjældne sorter i Danmark?

Det er to af de sorter, som for nylig er blevet plantet ved naturcentret. Randers Kommune ønsker at bidrage til at værne om landets særlige æblesorter, der for i de fleste tilfælde i dag er ude af produktion, og slet ikke findes i det fri længere, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Mere end 500 danske æbletræer er de seneste 20 år plantet rundt om i Randers Kommune, og nu senest 25 æbletræer ved Randers Naturcenter. Her er sorterne nøje udvalgt, så de danner en tidslinje, der fortæller om æbler op igennem danmarkshistorien.

»Det er væsentligt, at vi værner om sorter og biodiversitet, så det ikke går tabt. Vores æbletræer i Randers Kommune fortæller en historie på tværs af flere århundreder. Smagen af æblerne er forskellig, og træerne er hver sin sort, og sammen skaber træerne en fin mulighed for på naturcentret at gå en tur gennem tid,« siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen.

Ved hvert træ er der ved at scanne en QR-kode mulighed for at fordybe sig i fortællingen om, at et træ ikke bare et er træ, og at et æble ikke bare er et stykke frugt.

Lige ved siden af Randers Regnskovs kupler etablerede Randers Regnskov i samarbejde med Randers Kommune tilbage i 2006 den første levende genbank med frugttræer. Siden er den fælles indsats fortsat forskellige steder i Randers Kommune blandt andet med kloner af lokale æbletræer fra to genopdagede lokale æblelunde i Helsted og Paderup.

I forbindelse med det nye projekt Tidsrejsen er der senest udplantet 369 frugttræer af cirka 50 forskellige sorter af både æbler, pærer, krægeblommer og surkirsebær. Det har frivillige over hele kommunen hjulpet med. Tidsrejsen rummer både en ny udstilling i Randers Regnskov og kan også opleves på 50 nedslagspunkter rundt om i landskabet i Randers Kommune.