Salling i stort samarbejde med internationalt modeimperium
Vi ser stadig et stort udviklingspotentiale, lyder det fra administrerende direktør.
Salling har indgået et spektakulært samarbejde med den internationale modegigant Hugo Boss.
Det oplyser Salling i en pressemeddelelse.
»Samarbejdet giver os unikke muligheder for at etablere nye og bedre indkøbsoplevelser for vores kunder, mens vi sender et klart signal om, at vi tror på de fysiske butikker og den menneskelige interaktion,« siger administrerende direktør for Salling, Marianne Bedsted, i meddelelsen og fortsætter:
»Dermed skaber vi nye attraktive arbejdspladser og bidrager direkte til den vigtige samfundsopgave det er, at holde gang i landets stormagasiner, gågader og butiksmiljøer.«
Med aftalen bliver Salling franchisetager for de to brands Hugo og Boss, Salling og heri ligger også planer om at åbne et tocifret antal danske Boss- og Hugo-butikker i løbet af de kommende år.
De første butikker åbner i løbet af efteråret.
Med aftalen bliver Hugo Boss-brandet også mere markant i Sallings stormagasin på Ryesgade, hvor man kommer til at dedikere 100 kvadratmeter udelukkende til Hugo og Boss mærkerne.
»Salling skal være der, hvor vores kunder er. Vi ser stadig et stort udviklingspotentiale, som ikke kun omhandler vores eksisterende forretning, hvor vi konstant forbedre og innoverer. Vi tror på, at vi i vores franchiseforretning kan tilføje endnu mere og udvide med nye brands i Danmark. Og måske endnu bredere,« siger Marianne Bedsted.