Grundlovsdag 1924: En skæbnesvanger dag i Mørke for en fattig familie
I Mørke startede en families sørgelige saga med moderens bortgang den skæbnesvangre Grundlovsdag 1924.
Grundlovsdag 1924 var både en skelsættende og en sorgens dag i ledvogterhuset på Lykkedalsvej i Mørke.
En mor, Marie Petrine Andersen, på 44 år døde i barselssengen med sit 12. barn.
Uden adgang til hjælp, hverken økonomisk eller emotionelt, måtte den efterladte far og børnene selv klare sig igennem den svære tid.
Den tragiske begivenhed prægede især ’De fem små’ - den yngste gruppe af børnene, som stadig boede hjemme.
»Min far, Kaj, var blot fem år gammel, da han sagde farvel til sin mor. Det kom han sig aldrig over, og han blev 87 år,« fortæller barnebarnet Steen Normann Andersen, der bor i Hinnerup.
Mindedag holdes i hævd
Gennem årene er Grundlovsdag blevet en dag, hvor familien mindes Marie Petrine Andersen.
De første mange år cyklede man til Mørke, ofte med børnebørnene på cyklen eller ved siden af.
Turen startede i Århus, hvor de fleste af børnene boede, og gik derefter til Mørke og hjem igen.
»Min fætter husker, hvordan han sad på stangen af sin fars cykel på den lange tur fra Skt. Pauls Gade,« fortæller Steen Normann Andersen.
Senere blev turen naturligvis foretaget i bil, og et fast sted til indtagelse af eftermiddagskaffen blev Møllerens Hus.
100-årsdagen markeret
I år, på 100-årsdagen, havde Marie Petrine Andersens børnebørn planlagt den årlige fætter-/kusinefest til den 1. juni.
Festen skulle holdes på Aarslev Kro, men først gik turen, for dem der kunne - børnebørnene er selvsagt ved at være gamle - til Marie Petrine Andersens gravsted i Mørke, og derefter hen for at se, hvor familien boede på Lykkedalsvej.
Som en særlig gestus inviterede den nuværende ejer efterkommerne ind for at se, hvor familien boede. Det var små kår, så små, at børnene sov to og to i sengene.
»Vi er meget taknemmelige for, at gravstedet i Mørke bliver bevaret og passet. Selvom vi aldrig har kendt vores farmor eller mormor, har vi arvet følelserne hendes børn havde for hende og gravstedet,« forsikrer Steen Normann Andersen.
»Jeg besøger jævnt hen gravstedet - det er jeg opvokset med - og jeg ved, at det ville glæde min far meget at vide det.«
Fra Udby
Marie Petrine stammede fra Udby ved Randers Fjord.
Hun blev gift med Carl og skiftede dermed efternavn fra Poulsen til Andersen. Carl Andersen arbejdede for DSB i Aarhus, og i mange år boede parret på Skovvejen i nummer 93. På et tidspunkt i begyndelsen af århundredet fik Carl nyt arbejde som ledvogter, og derfor blev ledvogterhuset lige uden for Mørke deres nye hjem - lige der, hvor Lykkenvej i dag ender blindt, og hvor Lykkedalsvej på den anden side af jernbaneskinnerne er adgangsvej til det gule hus, som vi kender det i dag.
Det kan man læse om ’Når sten får liv- fortællinger fra en kirkegaard’.
Der lå min farmor
Heri er beskriver Steen Normann Andersen de følelser, han fortsat forlenes med, når han tænker tilbage på sin farmors sidste timer:
»Alle vidste, at det var slut. Sygevognen, en sort hestevogn, kom for at hente Marie og køre hende den lange vej til det gamle Amtssygehus på lngerslev Boulevard. Børnene kom ind til hende, en for en, og sagde farvel til deres mor. Så lukkede bagdøren, og den skrumlede af sted. Jeg bliver helt syg, når jeg tænker på, hvad der er løbet gennem hendes hoved på den lange tur, som må have taget timer. Syg, med smerter, i mørket, har lige sagt farvel til børneflok og mand. Hun må have tænkt på, hvad der skulle blive af alle de børn. Min far var som den yngste kun fem, og de næste kom med spring af to år. Jeg så sådan en sygevogn på Steno Museet i Universitetsparken og fik helt ondt. Sådan en sort mælkevogn, uden hverken det ene eller det andet - der lå min farmor.«