Fortsæt til indhold

Dronning Mary ærer tre aarhusianske ildsjæle

Dronning Mary overrakte Hjernesagens Ærespris ved Hjernesagens 30-års jubilæum til tre aarhusianere, der har ydet en stor indsats for mennesker med afasi.

Samfund
ksa

Den 2. juni fejrede Hjernesagen 30-års jubilæum i Vejle.

I den anledning uddelte dronning Mary Hjernesagens Ærespris, der i år gik til tre markante ildsjæle fra Aarhus.

Det drejer sig om Yago Bundgaard, Peter Meyer og Kenneth Bremer.

Prisen uddeles ikke med fast interval, da den udelukkende kommer i spil, når enkeltpersoner eller institutioner har gjort noget helt ekstraordinært for strokeramte og andre med erhvervet hjerneskade.

Sidst, prisen blev uddelt, var i 2022, hvor daværende formand for KL’s Socialudvalg Ulrik Wilbek modtog prisen på vegne af alle landets hjerneskadekoordinatorer.

I år gik prisen til de tre aarhusianere, som sammen har gjort en enorm indsats for mennesker med afasi. (Et menneske, der rammes af afasi, mister i et vist omfang evnen til at forstå og/eller tale, red.)

Bryder tabuet og inspirerer andre

Både Yago, Peter og Kenneth er alle tre selv ramt af afasi efter et stroke, og sammen har de tre stiftet AfasiGruppen, som er et Facebook-baseret fællesskab for mennesker med afasi.

Med afsæt i AfasiGruppen og en tæt tilknytning til Hjernesagen, hvor Yago Bundgaard sidder med i hovedbestyrelsen, turnerer de tre herrer landet rundt med foredrag om livet med afasi. De producerer selv både video og tekst til AfasiGruppen, hvor de interviewer andre både ramte og pårørende. Alt sammen i bestræbelserne for at bryde tabuet omkring afasi, for at gøre danskerne opmærksomme på sygdommen – og ikke mindst for at inspirere andre afasiramte til at komme ud og tage del i livet, trods deres kommunikationshandicap.

Yago, Peter og Kenneth arbejder også mere politisk i kampen for bedre vilkår for mennesker med afasi. Således havde de den 23. maj i år foretræde for Folketingets sundhedsudvalg, hvor de argumenterede for, at afasiramte har ret til vedligeholdende optræning på linje med mennesker, der har fysiske følgevirkninger efter en hjerneskade.

8-årige Johanne overrækker blomster til dronning Mary til Hjernesagens 30-års jubilæum. Pressefoto

Blomsterpige fra Hadsten

Til arrangementet blev dronningen budt velkommen af den otte-årige blomsterpige Johanne fra Hadsten. Johannes far fik et stroke for to år siden, og hun er derfor blevet en del af Hjernesagens fællesskab for børnepårørende.

Hvert år rammes 12.000 danskere af en blodprop eller blødning i hjernen, og i sundhedsvæsnet har man ganske naturligt mest fokus på de sværeste tilfælde, hvor der er høj risiko for enten død eller svære efterfølgende handicap.

Dronning Mary, Jens Bilberg, landsformand for Hjernesagen, Johanne, Birgitte Forchhammer, direktør i Hjernesagen med blomsterpigen fra Hadsten. Pressefoto

Men forskningen viser, at op mod en tredjedel af de personer, der har haft et TCI eller et mindre stroke, efterfølgende oplever men, som udfordrer deres sociale og arbejdsliv.

I dag modtager langt hovedparten af denne gruppe ikke noget tilbud om opfølgning eller et struktureret tilbud om rehabilitering.