Indrømmer: 31-årig slog familiefar ihjel
En 31-årig mand har erkendt at have stukket en 30-årig mand ihjel i Randers 7. marts i år.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Indrømmelsen er ifølge politiet kommet under en såkaldt indenretslig afhøring fredag i Retten i Randers. Det er en afhøring, der finder sted over for en dommer, mens sagen fortsat er under efterforskning.
Den 31-årige mand har været varetægtsfængslet og sigtet i sagen siden 7. marts. Det var en 30-årig familiefar, der på en adresse i det nordøstlige Randers blev stukket med kniv foran sin bopæl. Hans kæreste og barn befandt sig på bopælen, da det skete.
Manden blev erklæret død kort tid efter.
Taget på tanken
Den 31-årige formodede gerningsmand blev anholdt samme dag på en nærliggende tankstation.
Politiet mener, at den 30-årige mand blev et tilfældigt offer. Den 31-årige mand kørte til området i taxa og havde taget toget til Randers den pågældende aften i marts. Han har en lang række af domme bag sig i forvejen.
Der er ikke noget i hverken politiets efterforskning af sagen eller den sigtedes egen forklaring, der tyder på, at der har været en forudgående relation, oplyser politiet i pressemeddelelsen.
Specialanklager Jesper Rubow kalder det en »yderst tragisk sag«.
»Men jeg er naturligvis ganske tilfreds med, at den person, som har været sigtet og varetægtsfængslet i sagen, nu også har valgt selv at lægge kortene på bordet og erkendt drabet under min afhøring af ham i retten,« siger anklageren i pressemeddelelsen.
Klarhed om sagen
Politiet har valgt at offentliggøre den sigtede mands erkendelse for at »skabe klarhed i sagen og give en tryghed for de pårørende og offentligheden«.
Ifølge Din Avis’ oplysninger var den 31-årige i gang med et indbrud, da han blev overrasket af den 30-årige, der efter at være blevet stukket med kniv, søgte ind i hjemmet, hvor han nåede at låse dørene, inden han døde.
Østjyllands Politi har dog hverken villet be- eller afkræfte de oplysninger.
Selv om den 31-årige nu har erkendt, at han forvoldte den 30-årige mands død, skal politiet fortsat foretage yderligere efterforskning i sagen. Senere vil sagen blive overdraget til Anklagemyndigheden til juridisk vurdering. Forventningen er, at der vil blive rejst tiltale i løbet af de næste måneder.
Herefter vil sagen blive berammet og ført ved Retten i Randers.