Syddjurs Kommune må kun bekæmpe japansk pileurt på offentlige arealer
Japansk Pileurt truer naturen, men bekæmpelse er begrænset til offentlige arealer grundet eksisterende lovgivning, lyder det i et svar fra Syddjurs Kommune til en læser.
»Mon det kunne være en idé at spørge Syddjurs Kommune, hvad de gør for at bekæmpe japansk pileurt. Der står store arealer langs med Strandvejen fra Ugelbølle Strand til Følle Strand,« skriver en læser af Adresseavisen, Marie Friis, til avisens redaktion.
Japan-pileurt er en udbredt, invasiv art i Danmark.
Den forhadte plante skal dø
Adresseavisen har sendt spørgsmålet videre til Syddjurs Kommune, og Morten Hundahl, afdelingsleder ved Miljø og Klima, svarede hurtigt tilbage:
»Syddjurs Kommune har ifølge lovgivningen pligt til at bekæmpe bjørneklo på både offentlige og private arealer. For japansk pileurt er lovgivningen desværre ikke fulgt med, hvorfor vi kun bekæmper denne invasive art på kommunens arealer.«
»Vi takker for henvendelsen og vil påbegynde bekæmpelse,« lover Morten Hundahl i sit svar.
Svær at bekæmpe
Miljøstyrelsen skriver på sin hjemmeside:
»Japan-pileurt skygger den naturlige vegetation ihjel og forringer de landskabelige og rekreative værdier, når den omdanner lysåbne arealer til tætte uigennemtrængelige bevoksninger. Japan-pileurt er meget svær at bekæmpe på grund af dens omfattende rodnet og kraftige vækst. Selv efter bekæmpelse kan japansk pileurt spire igen fra små rod- eller stængelfragmenter, hvilket gør kontrol tidskrævende og dyr.«
Men trods Miljøstyrelsens negative beskrivelse af japansk pileurt, så er kæmpebjørneklo altså fortsat den eneste invasive planteart, som er omfattet af lovgivning om bekæmpelse.
Det indebærer, at kommuner kan udarbejde indsatsplaner for bekæmpelse af kæmpebjørneklo.
Dermed kan kommunen pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at hjælpe med til at bekæmpe planten.