Fortsæt til indhold

Ny skoleleder ansat på Asferg skole

Samfund
sra

Randers Kommune har netop ansat Anne Berg Engersgaard Rafn som skoleleder på Asferg Skole, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Hun kommer fra en stilling som viceskoleleder på Munkholmskolen og starter på Asferg Skole 1. august 2024.

Og det er med stor erfaring og kompetence i rygsækken.

Anne Berg Engersgaard Rafn, 48 år, er uddannet lærer med linjefag i matematik og fysik/kemi. Hendes karriere startede på en folkeskole på Sjælland, inden hun i 2006 flyttede med sin familie til Californien. Efter fire år I USA vendte familien tilbage til Danmark og bosatte sig i Randers, hvor hun startede som lærer på Kristrup Skole. Siden 2017 har Anne Berg Engersgaard Rafn været viceskoleleder på Munkholmskolen, hvor hun sidste skoleår var konstitueret som skoleleder . Sideløbende har hun taget en diplomuddannelse i offentlig ledelse.

Privat bor Anne Berg Engersgaard Rafn i Randers og har tre børn på henholdsvis 14, 16 og 19 år. I sin fritid holder Anne af at være sammen med familie og nære venner og ikke mindst at være ude i den friske luft i naturen blandt andet i kajak på Gudenåen.