Dansk cirkus kommer til byen: Cirkusprinsessen drømmer om at skifte job
Cirkus Trapez besøger Hinnerup og lover underholdning og spænding under cirkusteltets dug. Pløkkene slås i ved Rønbæk Idrætscenter 18. juni og bliver stående til og med 19. juni. Begge dage med forestilling klokken 17.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
»Vores ønske er at skabe en forestilling, hvor både børn og voksne kan nyde nogle timer sammen med god underholdning. Det sker her og nu i fællesskab med hinanden, artister og dyr. Det er grin, smil, vrinsk, miav og klovnerier i en herlig blanding. Det er glæden ved at se børnenes jubel og engagement og stoppe tiden for en kort stund, som gerne skulle skabe gode fælles minder,« fortæller cirkusdirektør Isabella Enoch Sosman.
Årets forestilling: I drømmenes verden
Vores cirkusprinsesse har en drøm. Hun vil gerne være cirkusdirektør og har længe arbejdet hårdt for at lære alt det, man skal kunne. På en velfortjent ferie falder hun i søvn og drømmer, at drømme kan blive virkelige, og hun kan blive cirkusdirektør.
I drømmen møder hun artister og dyr. Hun oplever akrobater nede i manegen og oppe i luften, klovnerier, tempojonglering, ponyer, fritter og katte, og bliver selv en del af det hele. Men bliver hendes drøm til virkelighed? Er cirkusprinsessen blevet cirkusdirektør?
Få svaret under teltdugen 18.-19. juni.
Cirkus Trapez er et dansk cirkus, der blev etableret i 2016 af Isabella Enoch Sosman og Bernhard Kaselowsky, der begge har erfaring fra cirkusverdenen i både ind- og udland.