To år efter voldsom brand: Vinder »stor anerkendelse«
Tilfredse kunder og gode anmeldelser sikrer prisen til den lokale tømrervirksomhed.
Tømrervirksomheden Klitte og Jensen fra Hinnerup har de seneste fem år været finalister i det store Anmeld Håndværker show. I år lykkedes det virksomheden at vinde kategorien Årets Tømrer 2024 50 + ansatte.
»Jeg er så stolt og glad for at have modtaget den flotte pris,« siger virksomhedens administrerende direktør, Finn Jensen, i en pressemeddelelse.
Finalistplaceringen er baseret på kundeanmeldelser, som igennem året er afgivet på www.anmeld-haandvaerker.dk. Det er blevet til 4,5 ud af fem, baseret på 697 anmeldelser.
»Bare det at være finalist har været en stor anerkendelse for vores virksomhed, og vores kundeservice,« siger Finn Jensen.
»Jeg har det bedste hold bestående af både svende og lærlinge, som hver eneste dag gør alt, hvad de kan for at gøre vores kunder tilfredse. Hvad enten det er fru Hansen eller en stor erhvervskunde. Nu står vi her og har vundet prisen som Årets Tømrer, så det må betyde, at vores kunder sætter pris på vores arbejde,« fortsætter Finn Jensen.
Klitte og Jensen har både privat- og erhvervskunder, og samarbejder med store virksomheder som blandt andet IKEA, Olav De Linde og Boligkontoret Århus. Derfor spænder virksomhedens kundeanmeldelser vidt og bredt, lige fra montering af IKEA-køkken til udskiftning af vinduer i erhvervsejendomme.
Klitte og Jensen deltog ikke i det store awardshow i København, men havde i stedet valgt at afholde et internt arrangement i deres nyopførte domicil.
»Vi oplevede jo desværre i sommeren 2022, at vores lokaler brændte. I år er vi endelig kommet på plads her i vores nye domicil, efter at vi har været delt ud på flere forskellige adresser. Og trods det har vi stadig opretholdt vores finaleplads og vundet prisen i år, så det er svært at få armene ned efter sådan en aften,« siger Finn Jensen.