Fortsæt til indhold

Forældre vil arbejde hjemmefra og have flere 'barns sygedage'

Det kan være svært at få enderne til at mødes i en familie med to fuldtidsjob og små børn. I en ny undersøgelse peger forældrene selv på fem ting, der kunne gøre livet lidt lettere.

Samfund
citathistorie: akademikerbladet

Man behøver blot at åbne sin avis eller et debatprogram i radioen for at erfare det: Forældre til små børn synes, at det er vanskeligt at finde balancen mellem familie og arbejdsliv.

Nu viser Akademikerbladets undersøgelse Forældrebarometer 2024, der er udført af Norstat, at mere end fire ud af ti forældre har svært ved at få hverdagen med børn og arbejde til at hænge sammen.

I undersøgelsen peger forældrene på fem ting, der ville lette deres hverdag:

- 52 procent af respondenterne angiver at de i høj eller meget høj grad ønsker sig en firedages-arbejdsuge.
- 48 procent svarer, at de i høj eller meget høj grad ønsker sig flere hjemmearbejdsdage.
- 62 procent drømmer i høj eller meget høj grad om muligheden for at tage flere barns sygedage.
- 74 procent angiver, at de i høj eller meget høj grad ønsker sig mere fleksible arbejdstider.
- 44 procent ønsker i høj eller meget høj grad, at de havde mulighed for at gå på deltid.

Svarene flugter med det, arbejdslivsforsker Janne Gleerup fra Roskilde Universitet ser i sin og kollegernes egen forskning.

Det er også ting, der i høj grad drøftes og eksperimenteres med ude på arbejdspladserne.

Og hun bemærker, at én ting går igen i de nævnte tiltag:

»De fleste af de her strategier er individuelle og defensive,« siger hun.

»Vi konstaterer hver for sig, at hvis jeg ikke kan få det til at hænge sammen på fuldtid, så må jeg gå på deltid. Men det, der virkelig er brug for, er løsninger, der inden for de kollektive rammer muliggør at have både det arbejdsliv og det familieliv, man gerne vil.«

»Umiddelbart vil jeg jo gerne selv bestemme, hvornår jeg møder, så jeg kan gå i svømmehallen tirsdag morgen, og det vil lette presset i en travl hverdag. Men der er måske en frihed, der ikke er så attraktiv, hvis det koordinerede, samarbejdende arbejdsfællesskab går i stykker, fordi vi aldrig er på arbejdspladsen samtidig og kan tale sammen, så al kommunikation pludselig foregår digitalt i stedet for ansigt til ansigt,« uddyber Janne Gleerup i Akademikerbladet.