Jane faldt på Torvet: Kommunen afviser skyld
Drilsk forskel i niveau er blevet overset af mange - nu vil lokalpolitiker have overblik og rejse sagen.
Det er en efterhånden meget stor klub, som Jane Kock fra Meilgård uforvarende meldte sig ind i torsdag 11. april - klubben af folk, som er faldet og har slået sig på Torvet i Grenaa.
Siden etableringen af det byfornyede torveområde er der på Torvet flere drilske trin, som ikke er nemme at opdage, hvis man går i retning fra kirken og mod rådhuset. Her er der flere i trin et ellers helt fladt område - trin som over flere meter varierer i højde, som stiger fra højre mod venstre - fra nul til en 10-15 centimeters højde.
Mange er faldet
Det var her det gik galt for Jane Kock - og før hende mange andre. Så sent som til fredagens Open By Night måtte en ambulance tilkaldes til et fald med personskade i området, hvor der i sommermånederne er musik og udskænkning. Og skal man en tur på toilettet, går turen via de drilske trin.
Jeg kender området rigtig godt, for jeg har gået til yoga her i otte år, så jeg har gået turen masser af gangeJane Kock
Jane Kock havde som så mange gange før været til yoga, og var på vej tilbage til sin parkerede bil, da hun pludselig faldt.
»Jeg kender området rigtig godt, for jeg har gået til yoga her i otte år, så jeg har gået turen masser af gange. Jeg gik let og afslappet, og det var hverken vådt, glat eller mørkt. Lige pludselig mærkede jeg forskellen i niveau, og så væltede jeg. Jeg vrikkede anklen rundt og endte på jorden - og kunne med det samme mærke, at det gjorde virkelig ondt. Jeg kunne ikke rejse mig, og der var ingen i nærheden til at hjælpe for Torvet var helt tomt. Så jeg kravlede hen til hegnet, der var rejst omkring byggepladsen ved ”Skålen”, og kom igen op at stå,« siger Jane.
Foden hævede og blev blå
Hun humpede ned til bilen - og fik den også kørt hjem, selv om hun set i bakspejlet erkender, at det skulle hun nok ikke have gjort som hun havde det.
»Om aftenen hævede foden meget, så jeg lagde noget koldt omkring og lå højt med foden om natten. Men næste morgen var den endnu mere hævet og nu også blå, så jeg fik min nabo til at køre mig til læge - som så sendte mig videre til skadestuen. Her viste det sig, at der var slået et stykke af ankelknoglen. De første to uger efter måtte jeg ikke støtte på foden og bevægede mig rundt med hjælp af krykke og stok. Og her flere måneder efter driller det stadig, så jeg går til behandlinger hos fysioterapeut og kiropraktor, som jeg selv skal betale,« siger Jane.
Anmeldte skaden - og blev afvist
Hun anmeldte fire dage efter uheldet skaden til Norddjurs Kommune, som fuldstændig afviste at have skylden for faldulykker på Torvet.
Vi finder vi det ikke bevist eller sandsynliggjort, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse fra kommunens sideNorddjurs Kommune
Som det hedder i kommunens afgørelse: »Niveauforskellen på torvearealet er markeret med anden belægningsmateriale, netop for at synliggøre niveauforskellen. Vi finder vi det ikke bevist eller sandsynliggjort, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse fra kommunens side. Vi er i klar over, at du er kommet til skade, men gør samtidig opmærksom på, at en skade i sig selv ikke er nok til at kommunen ifalder ansvar. Kommunen skal have gjort noget forkert eller undladt at gøre noget, vi har pligt til.«
Og vedhæftet svarmailen fra Norddjurs Kommune er en pjece, der fortæller om kommuners ansvar for færden i det offentlige rum.
Ikke godt nok
Det synes Jane Kock ikke er godt nok.
»Pjecen fortæller om, hvad man skal gøre hvis man kommer til skade ved et uheld, hvis en fortovsflise er knækket eller der er kommet et hul i vejen, men niveauforskellen på Torven er jo planlagt. Tiden har så vist, at mange mennesker er faldet og er kommet til skade, så jeg synes, at kommunen skal erkende, at der er et problem. Jeg kunne godt tænke mig, at der på stedet blev lavet en tydelig markering på, at folk skal være opmærksomme på, at der sker en ændring i niveauet. Enten ved at sætte skilte op eller markere på jorden, at der er en risiko. Måske med noget maling, som man vil kunne se - eller de fodaftryk, som man andre steder i byen har malet for at vise vej til offentlige toiletter,« siger Jane Kock.
De ni bænke har sit udgangspunkt i at skulle afhjælpe fald og snublen på de lave trin, som bænkene nu er placeret påNorddjurs Kommune
Sidste år besluttede Norddjurs Kommune, at der sættes nogle solide bænke i egetræ op på området - men kun i sommermånederne, så de var ikke sat op, da Jane Kock snublede, faldt og kom til skade.
På kommunens hjemmeside blev nyheden præsenteret således: »De ni bænke har sit udgangspunkt i at skulle afhjælpe fald og snublen på de lave trin, som bænkene nu er placeret på. I stedet for eksempelvis skiltning er der udformet et tiltag, der både afhjælper problemet og samtidig udvikler byrummet. Et perfekt sted at spise sin madpakke, eller blot sidde og nyde livet i byen. God fornøjelse.«
Det mener Jane Kock gør det til lidt af en tilståelsessag fra kommunens side, at der er et problem på stedet.
Sagen rejses politisk
Og næstformand i Miljø og Teknikudvalget - og nok den lokalpolitiker, som har størst kendskab til og viser mest interesse for området - socialdemokraten Niels Basballe, er tilbøjelig til at give hende ret.
Jeg har også hørt om mange, som er faldet på stedet, og jeg har da selv prøvet at snuble, fordi jeg for sent opdagede, at der var et trin, som man ikke lige serNiels Basballe
»Vi har ikke i udvalget diskuteret, om der er noget galt med udformningen af Torvet, men der er jo en grund til, at de massive bænke bliver sat op om sommeren. Jeg har også hørt om mange, som er faldet på stedet, og jeg har da selv prøvet at snuble, fordi jeg for sent opdagede, at der var et trin, som man ikke lige ser. Derfor vil jeg gerne høre flere eksempler fra folk, som er kommet galt afsted ved at falde, og så tager jeg sagen op i udvalget. Vi kan ikke have, at der er lavet en planlagt forhindring, som gør, at borgere risikerer at komme til skade,« siger Niels Basballe.