Fortsæt til indhold

»Lidt træls, at jeg ikke blev første suppleant«

Erik Poulsen, Djurslands eneste kandidat ved valget til Europa-Parlamentet, opnåede 2.178 personlige stemmer, og det var nok til en tredjeplads blandt Danmarksdemokraternes 18 kandidater.

Samfund

»Jeg har i spøg fortalt vores spidskandidat Kristoffer Storm, der har en fortid i Rønde, at hvis han får stemmer nok, så bliver det ham, der skal følges med mig til Bruxelles,« lød det grinende fra Danmarksdemokraternes Erik Poulsen til Adresseavisen forud for valget til Europa-Parlamentet søndag 9. juni.

Det var selvfølgelig sagt ovre i afdelingen for spøg og skæmt.

Kristoffer Storm scorede med 73.493 personlige stemmer sig til en sikker plads blandt Danmarks 15 folkevalgte i det mammutstore parlament.

Kristoffer Storm har tidligere repræsenteret Dansk Folkeparti i regions- og kommunalpolitik. Han er byrådsmedlem i Aalborg og rådmand for området Senior og Omsorg.

Næsten tilfreds

Erik Poulsen var med sine 2.178 personlige stemmer noget bagefter, men alligevel var han glimrende tilfreds dagen derpå, og dog.

»Det er positivt, at jeg får pænt med personlige stemmer, og sammenlignet med folketingsvalget i november 2022 er der tale om en fremgang.«

Her fik Erik Poulsen 1.409 stemmer i Østjyllands Storkreds.

Ved valget til Europa-Parlamentet stod han på stemmesedlen på alle landets valgsteder, og fik da også hentet pænt hjem i flere egne af Danmark. Hans relationer fra mange års virke på frontpositioner i landbruget kom på denne måde til udtryk.

Det havde været prikken, hvis jeg var blevet første suppleant
Erik Poulsen

Kvinde snød ham

Når han alligevel ikke er helt tilfreds, er forklaringen, at han ’kun’ blev nummer tre i det interne hierarki hos Danmarksdemokraterne.

Vivi Altenburg med bopæl i Skjern, der ligesom Erik Poulsen er tidligere medlem af Venstre, sneg sig ind på andenpladsen med 2.751 personlige stemmer.

»Det havde været prikken, hvis jeg var blevet første suppleant,« vedgår Erik Poulsen.

»Men modsat folketingsvalget, hvor jeg stod øverst på stemmesedlen på Djursland, var jeg denne gang langt nede, og jeg tror, at mange vælgere nærmest pr. automatik stemmer på kandidaterne som står øverst,« funderer landmanden fra Esby på Helgenæs.

Ikke færdig endnu

»Vi skal ikke hjem, vi skal videre,« siger målrettede Egon Olsen i Olsen Banden i Jylland.

En replik, som Erik Poulsen også gerne gør til sin.

Han er ikke færdig med politik endnu. Langt fra.

Ude i den nære horisont lurer et kommunalvalg i november 2025 og måske også, før man tror det, et folketingsvalg.

Erik Poulsen, 62, har begge valg på nethinden.

Senest opstillede han til folketingsvalget 1. november 2022 og opnåede de tidligere nævnte 1.409 personlige stemmer i Østjylland. Det sikrede ham positionen som første suppleant til Folketinget.

Den tidligere DF’er Hans Kristian Skibby har dog endnu ikke haft brug for en substitut, så debuten på Christiansborg lader vente på sig.

Men rollen som indskifter skal udskiftes med en plads blandt de 179 på Christiansborg - næste gang.

Ligesom Danmarksdemokraterne skal i Syddjurs Byråd. Som aktivitetsudvalgsformand for partiet i Syddjurs er han i gang med at gøre sig tanker om valgprogram, potentielle kandidater og opstillingsmøde.

En proces bliver intensiveret efter sommerferien.