Fortsæt til indhold

»De nye beregninger kommer bag på os alle«

De seneste begivenheder er et tilbageslag for Ebeltoft i Udvikling, mener politikere, som lover, at de vil arbejde for at finde penge til Folkeparken, når næste års budget skal forhandles.

Samfund

»Håbløs rådgivning - det er slet ikke godt nok.«

Så klar i spyttet er formand for Erhvervs- og Planudvalget, Kasper Kolstrup Møller (K), da han bliver spurgt til, hvad han mener om, at byrådet i november sidste år enstemmigt tog en beslutning om at prioritere en Folkepark på halvøen i Ebeltoft på et økonomisk misvisende grundlag.

Anklagen rettes mod kommunens embedsfolk, som her kommer med en forklaring på, hvordan det kunne ske, at politikerne troede, de kunne skubbe Folkepark i gang for fem millioner, mens det har vist sig at være meget dyrere, minimum 13 millioner kroner.

Det er rigtigt ærgerligt, at der ikke tidligere har været bedre styr på beregningerne. Det vil jeg bede om at få analyseret yderligere.
Tommy Bøgehøj, konservativ byrådspolitiker, Syddjurs Kommune

Det var Tommy Bøgehøj (K), som på byrådsmødet dengang i november, pustede sig en smule op foran sine kolleger og sagde, at nu skulle de simpelthen turde tage et ansvar for at prioritere, så borgerne i Ebeltoft snart ville se et synligt resultat af de mange års frivillige engagement i byudviklingsprojektet.

Dengang sagde han:

»Det er Folkeparken, der skal prioriteres. Først og fremmest har den en økonomisk ramme, som gør det muligt at komme i gang relativt hurtigt, og dernæst vil den være et synligt eksempel på, at der nu endelig kommer skred i Ebeltoft i Udvikling. Og området trænger til en opdatering, for det ser lidt slidt ud, for at være helt ærlig, og det ligger jo lige midt i byen.«

I dag er han ærgerlig over den nye udvikling.

»Situationen omkring halvøen er da rigtig træls og har udviklet sig i en helt anden økonomisk retning, end jeg og alle øvrige havde forventet. De nye økonomiske beregninger kommer bag på os alle, og det er rigtigt ærgerligt, at der ikke tidligere har været bedre styr på beregningerne. Det vil jeg bede om at få analyseret yderligere.«

Han tilføjer:

»Den nye situation er et tilbageslag for Ebeltoft i Udvikling, som har haft en masse lokale engagerede borgere involveret både i arbejdsgrupper og byforum, og hvor alle havde en forventning om et spændende halvø projekt med havnebad, legeplads, rekreative områder med mere i løbet af 2025-2026.«

Både Kasper Kolstrup og Tommy Bøgehøj er enige om, at ambitionen stadig er at få udført halvøen som planlagt.

I denne uge sendte chef for Plan og Kultur i kommunen, Lars Høeberg, her i avisen det helt klare budskab, at hvis det skal ske, så skal politikerne tage et ansvar og politisk prioritere at afsætte midler til projektet i efterårets budgetforhandlinger.

Den griber både Kolstrup og Bøgehøj også.

»Hvis vi skal forhindre, at historien om Ebeltoft i Udvikling bliver til en dårlig en af slagsen, så skal vi gøre noget nu. Nu skal vi være vores opgave voksen, og vi i konservative mener helt klart, at der skal findes nogle penge til det. Det er naivt at tro, at vi kan finde alle 20 millioner til en færdig Folkepark, men noget skal der sættes af til det, og så må resten følge med fra fonde og så videre.«

Tommy Bøgehøj udtrykker det således:

»Vi må op på hesten igen. Ebeltoft skal have en Folkepark, men det er klart, det kræver, at det økonomiske fundament genforhandles. Jeg håber, de øvrige byrådsmedlemmer vil bakke op om at finde den nødvendige økonomi til, at det kan lykkedes.«