Fortsæt til indhold

Nyt stort boligområde på vej i Ebeltoft

Arealet Ålerne lige uden for Ebeltoft var egentlig udlagt til industri, men nu skal det udstykkes til boligområde. Onsdag var der borgermøde om en helhedsplan for området

Samfund

Det har stadig lange udsigter med boligbyggeri på Ålerne, som området mellem Christianlundsvej og færgehavnen syd for Ebeltoft kaldes.

Alligevel indkaldte Syddjurs Kommune onsdag 12. juni til borgermøde ud fra princippet om rettidig omhu.

Der skal nemlig laves en helhedsplan for området, så det kommende boligområde bliver gennemtænkt og ikke et kludetæppe af tilfældige udstykninger.

Formålet med en helhedsplan er at få et overblik over potentialer og problemstillinger i bestemte byer og områder og skal fungere som rettesnor for fremtidig planlægning, initiativer og projekter i området. Den skal afspejle de politiske visioner, men er ikke juridisk bindende.

Formand for Erhvervs- og Planudvalget Kasper Kolstrup Møller bød de mange fremmødte velkommen til borgermødet, der havde til formål dels at orientere om processen med at lave en helhedsplan for Ålerne og dels at få gode ideer fra borgerne til, hvordan området kan blive et attraktivt boligområde. Foto: Anne Frank Henriksen

Ålerne, som ligger navn til planen, er en lille samling huse på højderyggen ved Ålervejen.

Området, som er cirka 65 hektar, har tidligere været udlagt til industri og landbrug, men i januar 2022 satte Erhvervs- og Planudvalget gang i helhedsplanen med overskriften bæredygtigt bolig- og naturområde.

»Tiden er nok løbet fra at lave et industriområde. Her er gode muligheder for at sammentænke hele området og gøre det til et attraktivt boligområde til gavn for hele byen,« sagde arkitekt fra kommunens afdeling for Plan og Udvikling, Christine Vistoft Rasmussen til de mange fremmødte.

Kritik af planerne

Faktisk havde så mange tilmeldt sig borgermødet, at kommunen måtte udvide og afholde to af slagsen.

Den store interesse skyldes nok primært, at Grobund er en del af området, og hvis man så samtidig har bæredygtige boformer som overskrift, så trækker det folk af huse, for skal hele området så være ligesom Grobund?

Selvom kommunens embedsfolk gjorde meget ud af at forklare, at nok er Grobund en del af inspirationen til, at Ålerne også skal udvikles bæredygtigt, men at det ikke er meningen, at det skal blive det samme som Grobund, så handlede mange af spørgsmålene om netop dette, og stemningen blev til tider lidt konfliktfyldt.

Der var en gruppe blandt de fremmødte, som forholder sig meget kritisk til Grobunds projekt, der af nogle bliver kaldt et nyt Christiania og en rodebutik, mens andre mener, at vi skal lære af den alternative måde at tænke boformer på, og derfor hilser både projekt Ålerne og Grobund velkommen.

Stemningen var for det meste god under borgermødet, men selv om kommunens medarbejdere gerne ville dreje diskussionen væk fra at handle om Grobund, så blev de kritiske røster ved med at dukke op. Foto: Anne Frank Henriksen

Byplanlæggerne forsøgte gang på gang at lukke diskussionen ned ved at sige, at bæredygtighed er meget mere diverst end Grobunds definition, og at projektet skal henvende sig til flere typer af befolkningsgrupper.

Der er allerede et lokalplansarbejde i gang med Grobund, og kommunen understreger, at det foregår adskilt fra helhedsplanen.

Ålerne består i dag af 27 matrikler, hvoraf 14 er privatejede, 11 er ejet af Syddjurs Kommune, og to er ejet af henholdsvis Djurs Vand og AquaDjurs.

En kritik lød fra nogle af de fremmødte lød på, om der er lavet en analyse af, om der overhovedet er et behov for flere boliger i Ebeltoft lige nu, og andre såede tvivl om, hvorvidt de nuværende lodsejere er interesseret i at sælge, og hvis ikke, om projektet så overhovedet har gang på jord.

Og endelig var der dem, som synes, at området skal forblive grønt af hensyn til naturen.

Der er allerede tegnet nogle principper for, hvor vandløb og regnvandsbassiner med fordel kan placeres og ligeledes med grønne arealer, stier og selvfølgelig boligområderne. Grafik: Syddjurs Kommune

Vand, natur og en sti

Ikke desto mindre er det besluttet, at Ålerne skal forvandles, og kommunen har da også allerede lavet de indledende øvelser i forhold til at tænke, hvordan området kan bygges op.

Nogle områder foreslår de som vådområder, der hvor vandet naturligt befinder sig. Andre steder vil de holde grønne, for eksempel foran et af sommerhusområderne, for at udsigten ikke forsvinder herfra, og de foreslår også en sti, som skal gå fra Ahl og gennem hele området ud til færgehavnen.

Intet er endnu besluttet, faktisk langt fra, men formålet med borgermødet var dels at orientere om processen og de muligheder, der er, og dels at høre borgernes visioner, ideer og bekymringer i forhold til at skabe et helt nyt boligområde netop her.

Flere politikere var mødt op og tog gerne imod spørgsmål.

En af dem, Ole S. Hansen (S), udtalte:

»Det er unikt, at vi har den her mulighed for at kigge på det her store område som en helhed, så vi får lavet et rigtig godt og gennemtænkt projekt. Og så ligger det fint i tråd med den visions- og udviklingsplan, vi har besluttet, hvor et de fem punkter netop er bæredygtig bosætning.«

På spørgsmålet om, hvad bæredygtighed er, svarede borgmester Michael Stegger Jensen (S):

»For mig er det at efterlade et bedre sted til de kommende generationer, end da vi overtog det.«

Der er muligheder for at indsende kommentarer, ideer og forslag til helhedsplanen på syddjurs.dk/hoeringer.

Et såkaldt udlæg for rammeområder for Ålerne forventes i Kommuneplan 2028.

Du kan læse mere om helhedsplanen her: https://llk.dk/xiqm5i