Formand for Fregatten: »Det er en mulighed for at fortælle en stærkere historie«
Selvom bestyrelsesformand Tommy Bøgehøj ikke er tilfreds med regnskabet, ser han optimistisk på Fregattens fremtid.
En stærkere fortælling.
Det er i korte træk løsningen, hvis Fregatten skal øge besøgstal og omsætning fremadrettet.
Sådan lyder budskabet fra bestyrelsesformand for Fregatten Jyllands, Tommy Bøgehøj.
For selvom faldet i besøgstallet har haft en betydningen for, at man i den seneste regnskabsperiode er gået fra overskud til underskud, så er der flere faktorer, der spiller ind hvis både overskud og besøgstal skal øges de kommende år.
Flere besøgende
Når det kommer til omsætningen har besøgstallet dog selvsagt en betydning. Det er da heller ikke gået bestyrelsesformandens næse forbi, at det tal er faldet med 6151 det seneste år.
Alligevel giver det ikke anledning til decideret bekymring hos Tommy Bøgehøj.
»Vi er ikke utilfredse med besøgstallet som sådan. Vi er vant til at det går lidt op og ned. Man bliver også nødt til at se det ift. vejret, som ikke var optimalt sidste sommer. Vi er ikke i tvivl om vi gerne vil skabe en øget omsætning, men det er jo tale om en turistvirksomhed, så vi er afhængige af turisterne, og der spiller vejret bare ind i de få måneder vi har højsæson.«
Vil det sige at hovedårsagen til underskuddet er vejret?
»Nej, vi siger bare, at vi kan se, at vi ligger over en årrække ligger stabilt på omkring 65.000-70.000 gæster. Så det er ikke udslagsgivende som sådan. Det betyder ikke vi er tilfredse. Vi vil gerne højere op, men vi har ikke sat os for om det skal hedde 100.000 eller 90.000.«
Men er det et mål at ende deromkring?
»Ja, det er der vi gerne vil ende, men i første omgang vil vi bare gerne øge vores besøgstal år efter år.«
Spørgsmålet er, om 50 pct. stigning i besøgstallet er realistisk.
Det mener Tommy Bøgehøj, men det kræver at flere ting går op i en højere enhed.
Det starter med en ny fortælling.
Flere strenge
Når Tommy Bøgehøj nævner 90-100.000 årlige gæster som mål, så er det afgørende ikke det specifikke tal, men mere hvad en markant stigning i besøgstal har af betydning: flere midler.
»Hvis vi får ca. 30.000 ekstra gæster om året, så vil vi have ca. 3 mio. kr. ekstra at vedligeholde Fregatten for. Og vi har altid behov for kapital for at kunne vedligholde og udvikle.«
Fregatten Jylland kan ifølge bestyrelsesformanden ikke drives på rene markedsvilkår – det er der ingen museer i Danmark, der kan.
»Bare når det kommer til vedligehold, så har vi 10 håndværkere ansat til at vedligeholde Fregatten konstant. Ergo der er nødt til at være lokale og statslige midler til at løfte den opgave.«
Formlen er derfor, at Fregatten Jylland bliver skarpere til at fortælle sin historie.
»Vi har måske ikke været gode nok til at fortælle vores historie. Det har udelukkende været historien om 1864, og den er god, men vi skal være bedre ti at bruge andre greb. Vi skal være bedre til at bruge de nymoderne måder at fortælle historier på.«
Hvilke historier man specifikt vil fortælle, ligger endnu ikke fast. Men klart står det, at den store ambition er at binde fortid og nutid sammen.
»Vi lever i en tid, hvor det at kunne forsvare vores land bliver vigtigere og vigtigere. På den måde kan fortiden tale ind i nutiden. Det er jo det, et museum kan.«
Stærkt hold
At skabe nye fortællinger kræver forandring.
Derfor har og arbejder museets ledelse på højtryk for at stille det bedste hold.
»Vi er ret aggressive på markedet i øjeblikket. Vi fundraiser og søger blandt andet en projektleder.«
Samtidig er det ingen hemmelighed, at de ansatte en ny direktør sidste efterår. Det var et stort led i strategien om fornyelse.
»Vores nye direktør har jo så mange af de kompetencer, vi har efterspurgt. God til at fundraise, en dygtig kommunikator og så har hun en god kommerciel forståelse for tingene også.«
Samtidig mener bestyrelsesformanden, at man for svært ved at finde en stærkere bestyrelse en Fregattens, der bl.a. tæller profiler som tidl. folketingspolitiker og minister Bertel Haarder.
»Vi har stærke folk indenfor både politik, økonomi, kultur og militær, så jeg mener, vi har de bedste forudsætninger for at drive det her.«
Tommy Bøgehøj nævner afslutningsvist, at man forventer at kunne lave et nulresultat næste år, men at man - ligesom resten af Ebeltoft - er afhængige af juli og august.