Fortsæt til indhold

Elregningen stak af og tvang købmanden i knæ - Så kom landsbyboerne til undsætning

Via mikrolån og LAG-midler har anpartsselskabet bag Min Købmand Balle investeret i energioptimerende køle- og frysediske samt solceller.

Samfund

I Balle er købmanden for alle.

Sådan helt bogstaveligt.

Her i byen er det nemlig Andelsselskabet Købmandsgården i Balle AMBA de bygninger og det inventar den lokale købmand, Min Købmand Balle, holder til i. Der er ca. 200 andele.

Og de er ejet af borgerne.

Denne ejerform blev etableret i 2016, da det kneb med at få en ny købmand til at overtage både bygninger og drift.

Siden da er denne formel blevet kendt som Balle-modellen og er med succes blevet rullet ud i andre landsbyer rundt om på Djursland, hvor købmændene er pressede.

Det er dog ikke nok blot at sætte ind en enkelt gang.

Det er købmanden i Balle et godt bevis på.

Firdoblet elregning

Selvom forretningen er sund, kan den alligevel blive presset.

Det har mange butikker rundt om i landet måtte sande i en tid med inflation og stigende priser. Min Købmand i Balle er ingen undtagelse.

Her steg elregningen fra den ene måned til den anden fra 12.000 kr. til 50.000 kr.

»Det kunne vi jo godt se, ikke kunne fortsætte i ret lang tid før det blev et problem,« fortæller formanden for AMBA, Lars Boelsmand Nielsen.

Derfor gik borgerne endnu engang sammen om at bakke op om butikken.

»Vi samlede byens borgere og spurgte, om de ville være med til at bevilge mikrolån, så vi kunne investere i nye køle og frysediske samt solceller. På den måde kunne vi dels producere og dels spare noget strøm.«

Opbakningen fra lokalområdet skulle vise sig endnu engang at være overvældende.

»Glem renten!«

Mikrolånene lød på 5000 kr. med en tilbagebetaling på fem år og en rente på tre pct.

Håbet fra AMBAs side var, at man kunne få skrabet 150.000 kr. sammen via mikrolånene.

Da aftenen var slut var der i stedet 250.000 kr. Det vakte selv sagt stor begejstring hos Lars Boelsmand Nielsen.

Da stigende energipriser truede Min Købmand i Balle, sprang borgerne til. Gennem en række mikrolån får købmanden nu hjælp til elregningen via solceller og ny energivenlige køle- og frysediske. Foto: Mark Sigetty.

»Opbakningen fra byen siger alt. For at det ikke skal være løgn, så sagde folk samtidig, at det der med renter, det kunne vi godt glemme. Det er sgu flot.«

Han forklarer ligeledes, at den flotte støtte fra borgerne har haft direkte betydning for, at man har turde søge midler fra Lokal Aktionsgruppe på Djursland (LAG).

Hvis man får et ja fra LAG, så hver gang man får en krone fra dem, skal man selv have en krone i forvejen. Det havde vi ikke mulighed for uden mikrolånene,

Med det store beløb fra borgerne har AMBA fået et markant tilskud fra LAG, der dækker det halve af udgifterne til solceller og køle- frysediske.

Stor fejring

Fremtiden for Min Købmand i Balle ser lys ud.

Til juni har AMBA betalt af på den restgæld, der var i bygningen, da man overtog den i 2016. Det betyder, at man nu også kan begynde at fokusere mere på vedligehold af bygningen.

Og det er vigtigt. For ifølge Lars Boelsmand Nielsen kan man ikke undervurdere betydningen af en købmand i Balle.

»Den betyder alt. Du kan bare kigge i ejendomsmæglernes annoncer. Hver gang der er et hus til salg i Balle står der ”tæt på købmand.” Vi har prøvet perioder uden en købmand, og der dør byen fuldstændig. Det er jo ikke bare et sted man kan få sine varer. Det er også et sted man mødes, hvor man har omsorg for hinanden. Der er Lotto, pakkeshop, apotek – det er jo byens samlingspunkt.«

Lørdag 8. juni agerer Min Købmand for alvor samlingspunkt. Her markerer man nemlig de nye installationer ved at fejre byen og købmanden med grillpølser, øl fra Ebeltoft Gårdbryggeri, samt gode tilbud. Samtidig kommer de lokale spejdere og laver snobrød og pandekager til de mindste.