Ny rapport: Færre unge mister livet i trafikken
Sidste år blev rekordfå unge trafikanter dræbt i trafikken. »Glædeligt,« siger transportminister Thomas Danielsen.
Sidste år var der usædvanligt få unge mellem 18 og 24 år blandt de trafikdræbte. Faktisk er det aldrig sket før, at så få i denne aldersgruppe er blevet dræbt i trafikken. Det fremgår af Vejdirektoratets rapport ”Trafikulykker for året 2023”, som netop er udkommet, skriver direktoratet i en pressemeddelelse.
14 ud af de i alt 162 personer, der mistede livet i trafikken i 2023, var mellem 18 og 24 år. Dette er det laveste antal, der er registreret i den tid, der er ført statistik over dræbte i trafikken.
»Det er meget glædeligt, at ulykkestallene fortsat er så lave, og det er ikke mindst glædeligt at se, at antallet af dræbte blandt de 18-24-årige nu er faldet til et historisk lavt niveau. Derfor er det også vigtigt, at vi fastholder arbejdet med trafiksikkerhed på alle niveauer,« siger transportminister Thomas Danielsen.
Aldersgruppen udgjorde tidligere en langt større andel af de trafikdræbte. Til sammenligning var der 31 unge mellem 18 og 24 år, der mistede livet i trafikken i 2016. At de unge voksne historisk set har været involveret i en stor del af de årlige trafikulykker, kan der især være to forklaringer på.
»Unge mellem 18 og 24 år mangler stadig rutine i trafikken, og de udviser generelt mere risikovillig adfærd. De to ting har traditionelt været en giftig cocktail. Derfor er det også positivt, at der er sket et fald i antallet af trafikdræbte. Det skyldes især, at der er færre, der bliver dræbt i eneulykker og i personbiler,« siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
Overrepræsenteret
De 18-24-årige kom generelt mindre til skade i trafikken, end det har været tilfældet i de tidligere år. 14 dræbte og 365 tilskadekomne i 2023 er samlet set 25 procent færre end gennemsnittet for de foregående fem år, hvor der i gennemsnit var 20 dræbte og 484 tilskadekomne. Antallet af indbyggere i aldersgruppen 18-24 år i Danmark har i samme periode været stabilt.
Det rykker dog ikke ved, at de 18-24-årige stadig er overrepræsenterede i de seneste ulykkestal, hvor de udgør 14 procent af de tilskadekomne i 2023, men blot 9 procent af befolkningen.
»Unge mellem 18 og 24 år bliver stadig involveret i for mange ulykker, selvom vi nu ser en tendens til, at færre af dem kommer til skade. Forhåbentlig ser vi næste år tendensen brede sig, så endnu færre unge mellem 18 og 24 år generelt kommer til skade, når de færdes i trafikken,« siger Marianne Foldberg Steffensen.
Færre kom til skade
Vejdirektoratets rapport ”Trafikulykker for året 2023” beskriver også, hvordan 2023 blev året med flest kørte kilometer på de danske veje nogensinde. Men som rapporten viser, ser denne stigning i trafikken ikke ud til at afspejle sig i det årlige antal af trafikdræbte og tilskadekomne for året.
De 162 personer, der mistede livet i trafikken sidste år, er nemlig på niveau med gennemsnittet for de fem foregående år, hvor der gennemsnitligt var 163 trafikdræbte om året. Samtidig kom 2.616 personer til skade i trafikken, hvilket er 10 procent færre end i perioden 2018-2022.
De tilskadekomne i 2023 fordeler sig på 1.680 alvorligt tilskadekomne og 936 lettere tilskadekomne. Det samlede fald i antal tilskadekomne skyldes primært et markant lavere antal af lettere tilskadekomne.
Vejdirektoratets rapport, der udkommer årligt, indeholder en statistisk beskrivelse af trafikulykker i Danmark i 2023. Hele rapporten kan findes på Vejdirektoratets hjemmeside.