Store historiske vingesus på ny rute i nationalpark
En ny vandrerute forener naturen og historiske begivenheder i Nationalpark Mols Bjerge.
Nationalpark Mols Bjerges frivillige fra Tinghulegruppen inviterer til åbnings-vandring en af ny sti, Tinghulestien, der begynder og slutter ved Danmarks største stendysse Poskær Stenhus.
Det skriver nationalparken.
Den knap seks kilometer lange sti går gennem mosgroede plantager og på åbne overdrev. Området har været centrum for historiske begivenheder, og det er de historier, som bliver formidlet med den nye rute.
»De fleste ved, at Mols Bjerge rummer helt enestående natur og fantastiske udsigter. Færre kender de historiske begivenheder og spændende fortællinger, der knytter sig til området,« fortæller kulturmedarbejder hos Nationalpark Mols Bjerge, Susanne Krogstrup.
Tinghulen er med sine 35 meters højdeforskel et af de største dødishuller i Mols Bjerge. Igennem århundrederne har det været et populært samlingssted for lokalbefolkningen.
På stiens officielle åbningsdag lørdag 22. juni vil formidler Jens Ejler Mikkelsen og historiefortæller Conny Radza gøre tilhørerne klogere på historierne fra bakkerne. Undervejs vil der blive fortalt om røverslugten, plantningsbevægelsen på Mols og fest og ballade ved Helligkilden. Hør også, hvad der hændte kvinden fra Helgenæs, der fødte i dølgsmål, og om skriveren fra Tinghulen.
Arrangementet finder sted 22. juni klokken 13.