Fortsæt til indhold

Kalø Advokaterne ekspanderer til Ebeltoft og Randers

Kalø Advokaterne overtager advokat Henrik Brandt-Madsens afdelinger, udvider med kontorer i Ebeltoft og Randers.

Samfund

Kalø Advokaterne, som ejes af advokaterne Karsten Fryland Nielsen og Line Lindgaard-Kjeldsen, udvider med nye afdelinger i Ebeltoft og Randers efter at have overtaget advokat Henrik Brandt-Madsens afdelinger.

Kontoret i Skagen er lukket ned, mens der kommer til at stå Kalø Advokaterne på facaden i både Ebeltoft og Randers
Karsten Fryland Nielsen

Den strategiske overtagelse, som trådte i kraft den 15. juni 2024, markerer en betydelig ekspansion for firmaet.

Henrik Brandt-Madsen fortsætter som ansat hos Kalø Advokaterne og vil have sin base i Ebeltoft. Hans tidligere kontor i Skagen er lukket, mens Kalø Advokaterne nu kommer til at pryde facaderne i både Ebeltoft og Randers.

Henrik Brandt-Madsen er født i 1958 og fik advokatbeskikkelse den 15. december 1988. Han startede i Ebeltoft i 1991 og har siden 1996 også været forsvarsadvokat og møder over hele landet inklusiv i Østre og Vestre Landsret samt Højesteret.

Den 65-årige advokat fortsætter som ansat hos Kalø Advokaterne, hvor han har tænkt sig at være aktiv i ti år endnu, mindst, fortæller han til Adresseavisen.

Gik stærkt fra april

»Kontoret i Skagen er lukket ned, mens der kommer til at stå Kalø Advokaterne på facaden i både Ebeltoft og Randers,« fortæller Karsten Fryland Nielsen.

Fra v.: Karsten Fryland Nielsen og Line Lindgaard-Kjeldsen ser frem til at fortsætte deres succesfulde partnerskab med nye kontorer i Ebeltoft og Randers i samarbejde med advokat Henrik Brandt-Madsen, der efter salget, fortsætter som ansat hos Kalø Advokaterne. Foto: Lars Norman Thomsen

I Ebeltoft ligger advokatkontoret på Østeralle 10 og i Randers på Rådhustorvet 4, st. tv.

Henrik Brandt-Madsen får base i Ebeltoft sammen med sin mangeårige advokatsekretær Marianne Perri.

Randers-kontoret bliver ikke fast bemandet, men kan bruges af alle tre advokater.

»Lige siden vi købte i 2018 i Rønde har vi haft tæt kontakt til Henrik Brandt-Madsen og jævnligt snakket sammen. I februar begyndte han første gang at snakke om et salg, og fra april gik det stærkt, så efter lidt armslængde blev vi enige,« fortæller en tilfreds Karsten Fryland Nielsen.

»Vi håber på sigt på endnu mere synergi, så vi måske får brug for en advokat mere. Det vil vi ikke afvise,« supplerer Line Lindgaard-Kjeldsen.

Snakkede i Rotary

Networking i Rotary kan føre til værdifulde samarbejder.

Det kan Karsten Fryland Nielsen og Line Lindgaard-Kjeldsen skrive under på.

I 2018 besluttede de at ’fusionere’ erhvervsmæssigt - at starte deres eget advokatfirma. Det blev til Kalø Advokatanpartsselskab på Hovedgaden 48 i Rønde.

Karsten Fryland Nielsen havde arbejdet hos Brandt-Madsen Advokatfirma siden 2005, mens Line Lindgaard-Kjeldsen havde erfaring fra Advokatfirmaet Sølgaard & Knudsen i Hornslet.

Efter gode samtaler med Henrik Brandt-Madsen blev vejen banet for, at duoen overtog hans Rønde-forretninger, ligesom de fik en lejeaftale med den rutinerede advokat om, at de kunne indrette sig i underetagen på Hovedgaden 48.

»Makkerskabet har fungeret glimrende i de godt seks år, fordi vi har hver vores spidskompetencer og interesser og supplerer hinanden,« siger Line Lindgaard-Kjeldsen.

Auning kom med

Godt to år senere lod Kalø Advokaterne også høre fra sig i den vestlige del af Norddjurs, hvor man efter flere opfordringer åbnede nyt kontor på Centervej 4.

»Auning er en stærk by i den vestlige del af Norddjurs, og det giver et stort opland mod både Grenaa og Randers. Vores hovedkontor er fortsat i Rønde, men vi vil gerne udvikle os, og vi ser helt klart Auning som et sted, hvor vi kan gøre en forskel og naturligvis skabe en forretning,« fortalte Karsten Fryland Nielsen, 53, til Adresseavisen, da åbningen i Auning var en realitet.

I samme øjemed understregede Line Lindgaard-Kjeldsen, 51, at Rønde fortsat var hovedbasen. Derfor var planen da også kun at holde åbent en dag om ugen i Auning.

Det har vist sig at være en succes.

»Netop det at kunne tilbyde borgerne gratis retshjælp, hvor alle kan booke tid hos advokaterne og få vendt sine juridiske udfordringer, giver god mening som et lille advokatkontor i et lokalsamfund,« uddybede Line Lindgaard-Kjeldsen til Adresseavisen.

Læs i næste uge et lille virksomhedsportræt af Kalø Advokaterne.